3. Rejsebrev
Hej med jer..
Så er det igen tid til en omgang nye historier fra det mystiske østen. Ligesom sidst så ved jeg snart ikke, hvor jeg skal starte og hvor jeg skal slutte!! Jeg tror bare jeg kaster mig ud i det og håber på det bedste.. 🙂 Her i Thailand går det stadig rigtig godt. Det har været næsten ulideligt varmt i lang tid nu, så det meste af tiden har vi holdt os indendøre. Jeg havde aldrig troet at jeg skulle komme til at klage over, at det var for varmt, men her har jeg dog fået min lyst til varme temperaturer styret. Det er så “lummer-varmt” hele tiden, at man lige kan nå at komme ud af det kolde brusebad og føle sig dejlig frisk og ren, og så sveder man igen! De sidste 3 uger har det dog også resulteret i en ordentlig tordenbyge næsten hver aften, hvilket heldigvis bare har givet en dejlig ny omgang ilt i luften. Det er ellers med at være oppe på mærkerne, når det er så varmt! Hvis der er en “skylle” på vej, går der højst 5 minutter fra himlen begynder at trække sig sammen til det står ned i lårfede stråler. Jeg får helt ondt af de mange gadesælgere som umuligt kan nå at pakke alt deres grej sammen inden det begynder at regne. Men de må da efterhånden være i træning til det. Nu hvor jeg lige nævnte træning, så er det faktisk noget thaierne gør utroligt meget ud af. Bare de har det mindste stykke asfalt (uden huller i!), så kan man være sikker på, at der om aftenen er fyldt med folk, der laver aerobic. I en park i midtbyen er der f.eks. 5 forskellige steder, hvor folk hopper og springer for et bedre kondital og selvfølgelig er volumen på højtalerne skruet op på max! 🙂
Jeg har selv været med min “værtsmoster”, Ma Su, her den sidste måneds tid og hold fast, hvor var det hårdt i starten! Sådan er det jo når man har siddet lidt for længe på sin flade!! 😉 Det er dog begyndt at være en smule trivielt, for det er de samme øvelser vi laver hver aften. Det er faktisk ligesom at sætte en video med Charlotte Bircow på hjemme i stuen, bortset fra at der sjældent kommer flagermus flyvende om ørene på én der (og så siger de heller ikke så tit: “og der er 3 mere” her) Jeg spurgte Ma Su om hun aldrig fik lyst til at prøve at træne et andet sted ind imellem, men da vi så prøvede det, var det fuldstændig det samme og så hjælper det jo ikke meget. Ma Su, som er min værtsmors storesøster, går utroligt meget op i budismen. Hun har et hjørne i sit hus, hvor den ene Buddha-skulptur efter den anden næsten står stablet ovenpå hinanden. Hun beder hver morgen og aften, og mange af de emner vi snakker om, kan hun på en eller anden måde få drejet om i noget om troen på Buddha. Det gør dog ikke noget for hun er ikke spor snæversynet og vil meget gerne høre, hvordan vi i Danmark forholder os til vores Gud o.s.v.
Hun vil rigtig gerne hen i templet og vise sin respekt for munkene og en dag inviterede hun mig med derhen. Vi havde skaffet en masse frugt og thailandsk slik, som vi skulle give til munkene, så vi begyndte at skære og snitte med det samme vi ankom. Der var i forvejen mange ældre damer, som alle havde medbragt en ordentlig bajle ris, grønsager eller andet lækkert som de ville give til de sultne drengebørn, som det viste sig at være. Det var nemlig drenge fra ca. 8 til 19 år, som var i lære som munke og derfor alle bar de orange dragter. Rundt om i det store åbne lokale var der lavet ca. 12 forskellige steder, hvor den ene skål med mad efter den anden stod klar til at blive sat til livs. Jeg talte i hvert fald 35 forskellige retter ved hvert sted! Da klokken slog 11, kom alle novicerne, som man kalder dem, og satte sig ned. Da de havde bedt den obligatoriske bøn, gik de i gang med at spise og ikke overraskende kunne de ikke spise al den mad, som var dem til rådighed. Ma Su sagde, at når de var færdige kunne man tage af resterne, for ellers ville det bare blive smidt ud, og der var da også mange der satte sig til rette efterfølgende og fik sig et godt varieret måltid. Da Ma Su havde fortalt mig, at munkene ikke selv laver mad, kunne jeg ikke lade være med at spørge, hvad de ville gøre, hvis der nu en dag ikke kom nogle med mad til dem. Denne mulighed fandtes så slet ikke i hendes hoved og hun forstod slet ikke, hvad jeg mente. Hun begyndte at snakke om, at hvis jeg var sulten, så kunne jeg bare tage noget af maden, og hvis jeg ikke havde tid til at spise det med det samme, måtte jeg gerne tage det med hjem! 🙂
Personligt synes jeg hele det der munkehalløj er lidt opblæst for de gør utrolig mange ting, som de ikke må ifølge deres love. De må ikke have penge på sig, hvilket de tit har. De må ikke lave forretninger, hvilket de faktisk gør en del i og sidst men ikke mindst, så må de kun spise 1-2 gange dagligt, alt efter hvilken slags munk de er, hvilket nogen af dem i hvert fald heller ikke overholder overhovedet. På trods af dette, ser folk et stort lys i dem og bukker og skraber, når de kommer gående. Jeg har dog ikke nævnt min holdning for mine thailandske bekendtskaber, for det er jo bare sådan deres kultur og værdigrundlag er og det har jeg selvfølgelig respekt for.
Som jeg nævnte i en tidligere mail til jer, så er alle meget ivrige efter at lære mig det thailandske sprog. Mange af mine AFS-“kolleger” er da også gået hen og blevet rigtig skrappe til det, men jeg er derimod gået helt i trods! Jeg synes det er utroligt, at de thailandske skolebørn ikke engang kan præsentere sig selv på engelsk efter at have haft faget i skolen i over 10 år! Det er simpelthen en skandale i mine øjne og i den grad en falliterklæring af lærerne! Mange engelske lektioner består udelukkende af thai og det vil jeg på ingen måde bakke op om! Så nu er jeg fuldstændig ligeglad med om jeg kan snakke thai eller ej. Jeg skal bare kunne klare mig til husbehov, så er jeg godt tilfreds. Det er faktisk en smule frustrerende at de er så dårlige til engelsk, for det er praktisk talt umuligt for mig at hjælpe dem i undervisningen, da de bare kigger mærkeligt på mig, hver gang jeg åbner munden. Mange af de thailandske engelsklærere kan man faktisk heller ikke føre en samtale med, så jeg fatter ikke, hvordan de i sin tid fik deres job. (Når jeg nu lige tænker over det, så har de nok betalt sig fra det, for det er næsten løsningen på alt her. Har du penge, så kan du gøre lige, hvad der passer dig. Dit barn kan bestå alle skoletestene og politiet vinker pænt og smilende til dig, når du kører over for rødt! Jeg har i hvert fald sjældent oplevet så meget korruption som her!) Arbejdet på børnehjemmet har forandret sig en smule siden sidst. Der har i lang tid været sygdom iblandt børnene og den eneste måde at holde dem adskilt på, er at holde dem i sengene hele dagen. Jeg må indrømme, at det har stukket mig i hjertet adskillige gange, for hvor må det dog være en drist hverdag for dem. Samtidig er personalet blevet befalet at have maske for munden og hat om håret, hvilket jeg nu ikke kan se den store effekt i (bortset fra at vi ligner nogle, der arbejder i et mejeri). Specielt ikke når kontorpersonale, rengøringsfolk og pedeller kommer gående ud og ind af lokalet hele tiden. Det værste ved det er dog at børnene ikke kan se, når man smiler til dem, hvilket jeg jo gerne vil gøre hele tiden. Jeg håber i hvert fald snart vi kan gå tilbage til den gamle rutine, hvor børnene er nede på gulvet og kan få lov til at boltre sig i alle pivedyrerne.
Jeg er ellers blevet delvist ansvarlig for madlavningen efter jeg har droppet at lære sproget. Jeg har sagt, at jeg utrolig gerne vil lære at lave thailandsk mad, da det jo er noget jeg kan bruger resten af mine dage, i modsætning til sproget som jeg højst sandsynlig har glemt efter en uge! Dette har heldigvis fået dem til at se på mig med helt andre øjne, for jeg tror nogle tog det som en helt fornærmelse, at jeg ikke vil lære thai. (Det skal måske lige siges at de andre AFS’ere som kan thai har hele dagen til at lære det, for de har intet at lave på deres worksites. Jeg tror nu jeg i den sidste ende har trukket
det længste strå!)
I og med at jeg sådan skal lave mad, så skal der jo også handles ind. I går gik der dog lidt ged i mine indkøb, for da jeg ville købe 3 mangoer, endte jeg med at få 3 kilo i stedet for! Heldigvis er familien ret vilde med mango!! 🙂 Folk kigger altid meget på mig lige meget, hvor jeg går, men på markedet er det som der er en ekstra ære i, hvis jeg netop vælger deres lille foodshop, så der råber sælgerne nærmest efter mig. Jeg har dog vænnet mig til at jeg ikke kan gå ubemærket på gaden, så nu tror jeg kan forstå, hvordan de kendte må have det.. 🙂
Her i slutningen af maj skal jeg holde ferie for første gang i Thailand. Jeg har aftalt med en pige fra Schweiz at vi tager til Phuket og bare slapper af. Det glæder jeg mig rigtig meget til. Specielt fordi vi der helt selv kan bestemme, hvad vi vil lave, hvor vi vil hen og ikke mindst hvornår vi kommer hjem! Thaierne er af natur meget overbeskyttende og stoler ikke på andre end deres egen familie og vennekreds. Derfor foler man sig tit behandlet som en nyudklækket teenager, som ikke må snakke med fremmede, skal komme tidligt hjem o.s.v., hvilket har været en lidt stor kamel for mig at sluge. Jeg er jo vant til gøre, hvad jeg vil, men har selvfølgelig igen indordnet mig efter thailandske normer og regler. Andet ville jo være respektløst overfor de folk som har taget så godt imod mig og virkelig prøver at gøre deres bedste.
Det var alt for denne gang.. Håber I alle har det ligeså godt som jeg, for så stortrives I! 🙂
De kærligste hilsner fra Heidi.
2. Rejsebrev
Hej allesammen!
Ja, saa er det vist ved at vaere tid til en opdatering fra Thailand. Siden sidst er der jo sket hundredevis af ting, saa jeg ved snart ikke, hvor jeg skal starte. Jo, allerforst har jeg faeet ny vaertsfamilie. Mom havde troet at hun havde tid nok til at vaere sammen med mig, men da hun havde saa travlt med sit arbejde, blev vi enige om, at det var bedst, hvis jeg flyttede. Nu bor jeg saa hos min ene vejleder og det er jeg rigtig glad for. Saa nu har jeg baade en mor, en far og en bror paa 18. Jeg har faaet min egen lille hytte af trae og den er saa ustabil, at det hele gynger, hvis bare en af hundene gaar op af trappen udenfor!! Men det er jo bare en charme i sig selv. 🙂
Heldigvis har min flytning ikke paavirket mit arbejde paa bornehjemmet, som jeg er meget glad for. Jeg tror bornene har fundet ud af, at jeg godt kan lide at faa dem til at grine, for mange af dem smiler over hele hovedet, naar jeg kommer om morgenen.. Det er jo bare skont! Jeg har udset mig nogle af dem, som ikke er saa gode til ojenkontakt, til mine “projekter” og mit maal er at faa dem til at lukke op og maaske goere dem bare lidt mere klar til den verden, der venter. Nu har jeg endelig laert de mest nodvendige ord paa thai saasom: sove, spise, sulten, saa nu forstaar personalet bedre, hvad jeg
mener, naar jeg staar med sporgende ojne med et barn paa armen. Vi griner rigtig tit af hinandens manglende evner indenfor engelsk og thai og alt maden bliver gennemgaet paa begge sprog, naar vi spiser. Desvaerre synes jeg kun det er maden, og ikke navnet, der rigtig haenger ved! 🙂 Thaierne holder af og til forskellige ceremonier og derfor har jeg selvfolgelig ogsaa oplevet nogle ret sjove ting i den sammenhaeng. En dag var jeg f.eks. med til en ceremoni i min vejleder’s svigerinde’s hus. Jeg vidste ikke rigtig noget om, hvad der skulle foregaa, saa jeg lurede lidt da 5 munke, i de karakteristiske orange dragte, pludselig traadte ind i den lille stue. De satte sig ned og begyndte at messe, hvilket de blev ved med i laaang tid. Det var utroligt at de kunne huske den lange remse af ord og forskellige tonefald, men okay, de har
saa ogsaa rimelig lang tid til at ove sig, naar de saadan sidder i templet mindst en uge af gangen.. Da “overmunken” havde sagt en bon og vi havde gentaget den, skulle munkene spise. De satte sig ved bordet og imens de sad og guffede i sig ved bordet, skulle vi sidde paa gulvet og kigge paa dem. Efter middagen, satte de sig igen ned paa gulvet og messede, og her var det, det begyndte at blive sjovt. Nu skulle vi nemlig allesammen velsignes med helligt vand og det show styrede overmunken suvaerent! Jeg ved ikke om jeg lignede en, der godt kunne traenge til en ordentlig omgang hellighed, men det endte i hvert fald med, at jeg var drivvaad! Jeg kunne simpelthen ikke lade vaere med at grine, for vi sad med bukkede hoveder og lukkede ojne og modtog den ene skylle efter den anden og man fik virkelig et chok hver gang. 🙂
Inden jeg tog til Thailand fik jeg afvide, at man skulle vaere taalmodig. Jeg taenkte: “Fint nok, det har jeg ikke problemer med.” Jeg arbejder jo trods alt i en bornehave, men jeg skal love for jeg har maattet bide mine ord i mig igen! Min taalmodighed bliver sat paa den ene skaebnesvangre prove efter den anden, for her er intet sikkert! Hvis man har en plan om morgenen, saa kan man vaere sikker paa at mindst 80% er blevet aendret, inden dagen er omme, og at man har maattet vente sammenlagt ca. 2 timer fordi nogle lige har et eller andet, de pludselig skal. Thaierne har bare ikke saa tralvt og foler sig ikke pressede af, at nogle faktisk venter paa dem. Hvad vi ikke naar idag, det naar vi bare en anden dag! Her er forskellen paa danskerne og thaierne helt tydelig, men nu har jeg laert at sporge om det er thai-tid eller almindelig tid, naar vi skal til et eller andet, for hvis det er det forste, kan jeg godt sove en halv time mere.. 🙂
En anden markant forskel paa Danmark og Thailand er folks interesse for hinanden. Jeg blev helt paf forste gang jeg skulle have mine billeder fremkaldt, for 2 medarbejdere (plus en munk ved disken) stod fuldstaendig aabenlyst og saa alle mine billeder, da de skulle saette dem i album! Jeg stod bare og kiggede paa dem, imens jeg talte til 10. Samtidig sneg jeg mig til at tage et billede af dem, saa I kan tro de saa sjove ud i hovederne, da de saa sig selv paa det forste billede den naeste gang, jeg skulle have fremkaldt!! 🙂 Jeg skal ellers til at skrive nogle rejsebreve til Brande Bladet, som jeg haaber kan give andre det spark, som jeg selv var saa laenge om at faa. Saa der kan nogle af jer jo ogsaa folge lidt med, hvis det skulle ha nogen interesse.. (meget af det vil jo nok vaere det samme, som jeg skriver til jer alligevel..)
Nu synger marts jo paa sidste vers og derfor bliver det varmere og varmere her, da sommeren er i april. og her snakker vi omkring 40 grader! Heldigvis har thaierne forstaaet at bruge varmen til noget fornuftigt, saa derfor glaeder jeg mig meget til dagene fra den 13. til den 16. april. Der skal der nemlig vaere vandfestival i alle store byer i Thailand. Der er kun en regel: sprojt saa meget vand du kan paa alle, du ser!! Her i Khon Kaen lukker de en hel gade af og saa gaar de ellers til den med spande, kopper og slanger. Det ser jeg frem til med stor forventning!! 🙂
Idag er jeg helt traet i hovedet, for igaar var jeg paa bustur med alle laerene fra skolen. Saadan en tur foregaar med karaoke paa fuld skrue og folk staar naermest i ko for at faa lov at give et bidrag. Selv om de fleste sov i bussen ved 11-tiden om aftenen, (efter 5 timer med konstant hoj musik og sang) blev der ikke taget hensyn til dem. Der skulle bare synges igennem, saa idag nyder jeg bare stilheden! De har det vanvittigt sjovt, naar de er samlet, men jeg tror mange af dem traenger til at faa tjekket horelsen, for det var ligesom at vaere paa diskotek! 🙂
Det var alt for denne gang.. Haaber I alle har det godt og at I kan se en ende paa den kolde tid.. Ellers maa I hjertens gerne komme og besoge mig og blive toet op.. 🙂
De kaerligste hilsner fra Heidi..
1. Rejsebrev
Her i Thailand går det godt. Jeg boer hos en 54-aarig enlig kvinde, som er leder af det børnehjem, hvor jeg arbejder. Hun er rigtig rar, men også meget respekteret af sine medarbejdere. Så alle er sode ved mig.. (de tør nok ikke andet!!) 🙂 Nu har jeg jo snart været herovre i et stykke tid, så der er mange ting, jeg er ved at blive vant til nu. F.eks. at blive taget i armen, hver gang jeg skal over en vej. Trafikken er så også meget ubarmhjertig, så på en måde er det rart at vide, at man er på sikre hænder. En anden ting som jeg har vænnet mig til, er maden. Nu kan jeg jo godt lide stærk mad, men når thaierne siger stærk, så er det så øjnene løber i vand og læberne brænder og foles kæmpe store. Heldigvis har de fleste spisesteder også et stort sortiment af is til at køle ned med, så det går nok.. Min værtsmor, Mom, og jeg kører som regel ud og spiser både til middag og om aftenen, og jeg bliver gang på gang overrasket over, hvor godt nogle restauranter er gemt væk og stadig er fyldt med mennesker. For mig ser det ud som om thaierne kun spiser 1 gang om dagen.. nemlig hele tiden!! Men de hygger sig så også rigtig med det og når vi sidder på gulvet, hvilket mine ben ikke ligefrem er designet til, så er der et kæmpe udvalg af forskellige retter, sovse og ris. Min yndlingsris er noget som hedder sticky-rice. Det er nogle specielle ris som man koger i noget, der ligner en sommerhat, hvorefter man kommer dem i en flettet kurv. Den kurv sidder alle så med fingrene i og ruller risene til små kugler, dypper dem i en stærk sovs og derefter spiser dem med velbehag..
Jeg arbejder jo både på et børnehjem og en skole og i torsdags skulle jeg mode eleverne på skolen for første gang. Jeg fik at vide, at jeg skulle forberede en lille tale som jeg skulle holde for dem, hvilket jeg gjorde. Det blev noget med: Hello, my name is Heidi.. og så videre i den dur. Hvad jeg ikke vidste var, at på lige præcis min skole går der over 2000 elever, så der var godt nok mange, der kiggede på mig på en gang. Inspektoren fik stukket en tale i hånden af min koordinator lige for han gik op på podiet, som han tydeligvis aldrig havde set for! Hans engelsk var så heller ikke helt til UG, men interessen omkring det var vist også begrænset!.. 🙂 Men eleverne er meget ivrige efter at snakke om med og specielt kigge på mig. Det er lidt mærkeligt at være sammen med så mange mennesker på en gang og vide, at jeg er den eneste, der
f.eks. har blå øjne.
Børnene på børnehjemmet er, som ventet, overhovedet ikke til at stå for, så jeg får vist brug for en større kuffert hjem.. (og her hentyder jeg ikke til, at jeg nok er nødt til at skifte alt mit tøj ud til noget i en større størrelse!!) 🙂 De der store brune øjne, får bare fingrene til at krible og heldigvis er de ikke bange for mig. Jeg har kun været hos de helt små indtil videre. Deres behov kan man forstå lige meget, hvilket sprog man taler og jeg nyder at kunne sidde og se dem dybt i øjnene og pludre.. Alle er ellers meget ivrige efter at lære mig thai, men mange vil også gerne lære engelsk af mig. Der må jeg så forklare dem, at jeg nok ikke er verdens bedste til at tale engelsk, så det ville nok bare være ris til egen rov (bare for at bruge et udtryk de kan forholde sig til) 🙂
Det var alt for denne gang. Håber selvfølgelig I alle har det godt..