Hej alle sammen!
Jeg hedder Jens, og jeg er 17 år gammel. Da jeg var 16 år gammel og gik ud af 9. klasse, havde jeg lige afsluttet min ansøgningsproces om at komme et år til Costa Rica! Ih, hvor jeg glædede mig! Jeg kan tydeligt huske alle de forventninger og tanker jeg gik rundt med den sommerferie. Det var en ret svær ventetid, men i sommerferien 2016 mødte jeg endelig andre udvekslingsstudenter! Vi skulle nemlig på førorientering, som er en ”camp”, hvor man lærer hinanden af kende og leger en masse sjove lege og får mere kendskab til det store eventyr, man snart skulle ud på. På førorienteringen mødte man også de andre, der skulle til samme land  som dig selv! Det var fedt!

Jens og de andre udvekslingsstudenter, som rejste til Costa Rica med AFS Interkultur i 2016
Jens og de andre udvekslingsstudenter, som rejste til Costa Rica med AFS Interkultur i 2016.
I juni 2017 skulle deltagerne hjem fra Costa Rica og tilbage til Danmark.

Rejsen derhen
Jeg rejste fra Danmark d. 5 august 2016. Jeg var rimelig nervøs for at skulle rejse alene helt over til den anden ende af verden. Har I prøvet at starte i en ny skoleklasse? Alle er nye, alle er sådan lidt ”hvem er du?”-agtig – med AFS er du bare en stor familie. Det var så rart! Vi stod jo alle i samme situation, vi havde samme mål: At få verdens bedste og fedeste oplevelse i Costa Rica! Så turen derned gik rigtigt godt. Vi blev sendt afsted af en frivillig fra AFS.
Vi havde lidt udfordringer undervejs: Da vi ankom til Panama, kunne vi ikke rejse videre pga. uvejr og her startede vores 1. udfordring. Hvad gør man? Skal man ringe hjem? – Nej, fordi mor og far i Danmark kan jo ikke gøre noget. Så sammen fandt vi hurtigt ud af at spørge rundt og fik nye billetter til en anden flyafgang og klarede udfordring nummer et! Og sådan er hele udvekslingsåret. Det lærer man hen ad vejen!

Ankomst til Costa Rica
Vi ankom alle til en kæmpe lejr i provinsen Cartago midt i Costa Rica d. 6 august. Her blev vi inddelt i lokalforeninger, fik vores busruter (dem som skulle med bus hen til deres lokalområde), og vi havde mere undervisning og læring som en del af weekendlejren i ca. 2-3 dage. Det var virkelig nervepirrende de få dage! Man ville bare SÅ gerne møde sin familie og nye skoleklasse. Jeg flyttede først ind hos en familie, hvor tingene ikke fungerede super godt. Jeg snakkede ikke spansk, og familien var ikke 100 procent klar på at have en udvekslingsstudent. Heldigvis efter et par samtaler med AFS-kontoret og AFS-frivillige løste vi problemet, og jeg flyttede familie allerede i midten af september. Min pointe er; Det er INGEN skam at flytte familie, men når du kommer til en ny familie i et andet land, så vil du helt sikkert opleve en del udfordringer og op og ned af bakke! Det gør alle, og det er meget naturligt. Prøv bare at løs tingene selv. Giv dig selv tid og ikke mindst familien. Alle er i en ny usikker situation og skal lige finde en hverdag sammen. Jeg vil virkelig råde jer til at gøre jeres bedste! Bare fordi at din egen søster derhjemme i Danmark river dig i håret – betyder det jo heller ikke at du flytter familie 😉. Det bedste råd jeg ville give er: Hav små forventninger til hvor du kommer hen, din familie og i det hele taget generelt. SÅ bliver det altid bedre end forventet!

Jens’ første skole dag. Han startede på en teknisk highschool og kom ind i en pigeklasse. Han blev taget i mod med pizza udefra og masser af kram. Han snakkede slet ikke spansk, og de snakkede ikke engelsk. De første 3 måneder var det bare kropssprog og masser af smil!

Min familie
Jeg mødte faktisk min værtssøster på skolen. Hun havde hørt rygter om, at jeg søgte et sted at bo og kom hen til mig efter skole ” Jens, du må godt bo hos mig! Mine forældre glæder sig allerede til at møde dig og vi er i gang med at lave et værelse til dig”. Det var en rigtig dejlig nyhed, og det var starten på mit eget eventyr. Alle studenter har forskellige eventyr. Jeg vil sige, at 85% af mit år var helt klart min familie: sammenholdet med dem, alle madlavningstimerne, rengøring, samtaler, filmaftener, ture, danse, begivenheder, kirken om søndagen, dybe globale samtaler om verdenen og alt. De var meget interesseret i mig og mit liv – og jeg var meget interesseret i at lære dem om Europa, fordi jo mere tid jeg tilbragte hos dem, jo flere ting kunne jeg se fordele og ulemper ved i Danmark vs. Costa Rica. Det var virkelig en øjenåbner og fed oplevelse! Hvorimod jeg har venner, som måske ikke havde det tætteste forhold til deres familie, men til gengæld fik oplevet en masse andre ting, som jeg måske ikke fik med.

Jens’ værtsmor, værtssøster og hendes kæreste, der boede hos dem. Her er de ude i floden bag ved deres hus og samle sten til juledekoration – som ikke er et træ i Costa Rica, men er en portal lavet af træ, mos og forskellige grene, og i midten er jesusbarnet & jomfru Maria.
Da Jens havde fødselsdag, blev han fejret på en hyggelig restaurant.

De lærte mig alt, hvad jeg kan, ud fra de meget små midler de selv ejede. ”Hvis man aldrig har prøvet at eje en kniv og gaffel i sit eget hjem, kan man jo heller ikke savne det – eller være ked over ikke at eje det”
Min værtsmor havde meget tålmodighed med mig og mit spanske. Hun tog en ting af gangen, og jeg fik et meget stærkt forhold til hende specielt. Vi tilbragte timevis sammen. Jeg adopterede automatisk deres levestandard, og vi havde det super godt og kom godt ud med hinanden. Jeg vil sige, at mit familieforhold med min costaricanske familie blev rigtig godt, fordi begge partner arbejdede for det: De blev ikke sure over mine fejl, min søster var god til at fortælle mig, hvad der er rigtigt og forkert i deres verden, og hvis jeg krydsede nogle grænser eller omvendt – så snakkede vi om det. Det kunne være, at jeg glemte at lukke hunden ud, at jeg havde brugt for meget toiletpapir eller ikke fået hængt min skoleuniform til tørre. Det respekterede jeg meget, og det kom mig naturligt – også pga. en vis taknemmelighed for deres kærlighed til mig. De respekterede selvfølgelig også mig og mine grænser (I Costa Rica er mødre meget kærlige og vil for eksempel gerne gøre ALT for en, også selvom man sagtens kan selv).
Vi oplevede alle også en del kulturforskelle og sammenstød igennem vores heldige 10 måneder sammen, og jeg synes, vi var gode til at håndtere det. Det var ofte små ting, som man kunne snakke om bagefter og grine. Gud ja. Jeg har grinet rigtigt meget. Udover at have følt sig meget alene i verden, følt sig langt væk fra mor og far og mange blandede følelser. Gud, hvor jeg dog haft det sjovt uden wifi, facebook, snapchat og andre hverdagsting, og ja det er hårdt at være på eventyr, men det er det allerbedste jeg nogensinde har gjort i mit liv. Jeg har lært så meget, jeg har fået så meget mere ud af det, end jeg havde regnet med. Jeg sidder stadig ofte og smiler over mine oplevelser.

Jeg tænkte, at jeg ikke ville skrive mere for nu! Jeg vil vise jer nogle billeder, så I har et lille indblik i Costa Rica. Som udvekslingsstudent gør man sine egne erfaringer her i livet – finder sine egne personlige værdier og lærer rigtig meget om en selv og ens eget land! Jeg troede, jeg var meget moden og voksen, da jeg rejste i august 2016. Da jeg kom hjem i juni 2017, var jeg et helt andet menneske! Jeg vil gerne opfodre alle jer modige unge mennesker til at springe ud i det! Tag på udveksling og få jeres eget dannelsesår! Se det som en mulighed, og tag alle de chancer og udfordringer, der vil komme. Det bliver vildt, oprørsk, gennemført og unikt!

Med venlig hilsen Jens – Costa Rica 16/17

Mine værtsforældre og søster. Don Guido, Dona Lilliam og Noelia Tenorio. Fun fact: Min værtsmor hed Lilliam Marcella de Fatima de Tenorio Tenorio de Tenorio. Altså hun havde seks navne, og hun vidste ikke helt hvorfor.

Til jul kom Ginevra fra Italien fra min lokalforening og Katrin fra Island hele vejen op til os, og vi bagte julekager og lavede lidt europæisk julestemning for min værtsmor.

AFS Costa Rica tilbød også ture under vores ophold. Her er vi ved Puerto Viejo ved det caribiske hav i maj måned. Vi er to lokalforeninger samlet.
Her boede jeg og min familie. Min værtsfar til venstre har lige skiftet tagplader, og min værtsbror leger lidt med tv-kabel!

Du kan læse mere om at komme til Costa Rica på udveksling her.