Kan man ansøge om et udvekslingsophold i et land selvom man ikke taler sproget flydende
Der er meget forskellige regler og forventninger til deltagernes sprogkundskaber fra land til land. Generelt kan der siges følgende:
- at ansøgere til de engelsktalende lande skal have et godt kendskab til engelsk for at komme i betragtning. Det er ikke muligt for AFS i USA, New Zealand og Australien at finde skoleplacering til ansøgere, som ikke har et godt kendskab til engelsk i forvejen. Dette skyldes at skolerne i de engelsktalende lande optager udvekslingsstudenter ud fra den forventning at deltageren kan følge undervisningen på samme niveau som skolens øvrige elever – eller vil kunne opnå dette niveau relativt hurtigt. Har man meget svært ved det engelske, anbefaler vi, at man søger et ikke-engelsktalende land, eller at man overvejer et decideret sprogskoleophold.
- at ansøgere til de fransktalende og tysktalende lande skal have haft undervisning i fransk eller tysk i forvejen. Det er ikke nødvendigt at tale sproget flydende, men det er nødvendigt at have et kendskab til sproget svarende til minimum 1-2 års undervisning i folkeskolen.
- at ansøgere til de øvrige lande ikke forventes at tale sproget på forhånd – det er nok at have motivationen og lysten til at lære et nyt sprog. I mange lande vil der være sprogundervisning i starten af opholdet. Under alle omstændigheder vil de fleste deltagere lære et helt nyt sprog på et rigtig fornuftigt niveau i løbet af et AFS-ophold.
Kan man søge økonomisk støtte til et AFS-ophold
Cirius giver et tilskud på 10.000 kr. for deltagere, der er garanteret et udvekslingsophold gennem en godkendt udvekslingsorganisation – http://www.ciriusonline.dk/. AFS Interkultur er godkent af Cirius og sørger for at sende ansøgningsskemaer til de deltagere, der bliver garanteret et AFS-ophold – dog tidligst i januar samme år som opholdet forventes startet.
Da AFS Interkultur er en non-profit forening vælger vi ofte at bruge evt. overskud på stipendier. Se AFS Interkultur stipendier

