Rejsebrev fra Marie i Brasilien

Hejsa Danmark

Det første jeg vil sige er, at det er utrolig vigtigt at have i menté, at alles ophold er forskellige. Vi vil opleve forskellige ting, møde forskellige mennesker og have forskellige forudsætninger, men vigtigst af alt vil vi opleve situationerne forskelligt. Ja, mange udvekslingsstudenter støder på samme udfordringer såsom savn, tilpasningsvanskeligheder, kulturchok osv. Men alle vil have forskellige måder at håndtere udfordringerne på. For vi ser alle verden på hver vores måde.

Jeg har nu været i Brasilien i omkring 3 måneder og tiden flyver afsted. Jeg bor i en lille by i regionen Mato Grosso do sul. Bare det at flytte fra hovedstaden København til en lille by har været en udfordring for mig. Jeg kan lige så godt sige tingene som de er. Det at være på udveksling er ikke en dans på røde roser hele vejen igennem. Man støder på mange udfordringer, og har en del kriser store som små. Nogen gange er kriserne godt begrundet, andre gange har man bare en krise uden nogen virkelig forklaring. Dette er helt naturligt, når alt den sikkerhed og tryghed man har bygget op hele sit liv, bliver sat på pause, og man står på en helt ny grund, hvor alt er anderledes. Man er trådt ud af sin komfort zone, og det er her man bliver sat på prøve.

I begyndelsen forstod jeg intet af hvad der foregik. Jeg fik en hel ny rutine, helt nye bekendtskaber, alt er i det hele taget nyt og anderledes. Men det er her man lærer mest.
Det værste ved det hele er, lige meget hvor ihærdigt jeg prøver at beskrive, hvordan det er at være på udveksling, er den eneste måde at forstå det på selv at opleve det.Trods de mange blogindlæg jeg læste før afrejse og de foredrag jeg hørte på, er det først nu kommet under huden på mig, hvordan det egentlig er at være væk i et år. Hvordan det er at være i et andet land med en anderledes kultur, et nyt sprog og en ny måde at leve på. For mig er det at se hvordan jeg reagerede i denne "nye verden" noget af det vigtigste, jeg har lært på første del af mit ophold. Man lærer en masse om verden, når man er på udveksling, men man lærer også utrolig meget om sig selv. Ved godt det hele lyder meget banalt, i har sikkert allerede hørt det 20 gange før, men det er kun fordi det er så sandt, som noget kan blive.

Som sagt bor jeg i en lille by. Byen hedder Nioaque og har omkring 14.000 indbyggere. Min nuværende familie består af en festglad mor, hendes mand og min udvekslingssøster fra Argentina. Min hverdag består af skole, venner, Muay Thai (sport), familie og vigtigst af alt en masse fester med samba. Jeg er virkelig heldig at den familie jeg bor hos nu laver en masse aktiviteter, så jeg sjældent keder mig. Moren er nemlig utrolig social og der går sjældent to dage uden en eller anden fest.

De første seks uger af mit ophold boede jeg hos en anden familie. Først er det vigtigt lige at nævne, at jeg har en meget stor trang til at være aktiv. Har altid været en festglad person med fart i. Problemet var således, at med min første familie følte jeg mange af mine dage var meningsløse. Jeg befandt mig ikke mange andre steder end hjemme i huset. Hvis jeg lavede planer, opfattede familien det som om jeg ikke ville være en del af familien og blev skuffede. AFS ville måske klassificere det som tilpasningsvanskeligheder, men man må huske at man selv har kontrol over hvordan ens ophold er. Hvis man er utilfreds, har man selv et ansvar for at ændre det. Siger på ingen måde man skal forvente at have de samme rammer som hjemme. Nærmere at man skal være bevidst om hvad man selv vil have ud af sit ophold, og ved der skal til for at nå der hen.
Alt i alt har jeg oplevet en hel del på de her tre måneder. Har set nogen fantastiske flotte steder og har mødt nogen helt igennem flinke personer. Har haft dage der var lidt svære og dage jeg har været overdrevet lykkelig. Har lært en masse om kultur, historie, sprog, og om mig selv, og er kun lige begyndt. Kan ikke vente med otte måneders mere eventyr, oplevelser og læring.

Med venlig hilsen Marie