Rejsedagbog fra Japan

Mit eventyr i Japan kan vel siges at være begyndt samme øjeblik jeg satte fod i flyveren. Selvom jeg ikke havde forladt kongerigets grænser endnu, var det i det øjeblik, at jeg indså, at jeg var på vej til Tokyo, en af de største byer i verden lokaliseret i et land, hvor jeg er ude af stand til at kommunikere med befolkningen.
Min rejse tog godt 24 timer fordi, at vi skulle mellemlande i Dubai først, så jeg havde masser af tid til at avle den groende horde af sommerfugle i min mave.
Efter ankomsten stod den på en næsten uge lang række af orienteringer og overnatninger, der var plaget af jetlag, nervøsitet og en langsom realisering af det faktum, at jeg ingen anelse havde om, hvordan man snakkede japansk ud over de mest basale lærte sætninger.
Så da jeg mødte min værtsfamilie var spændingen høj og modet lavt. Heldigvis viste det sig, at min tildelte værtsfamilie udelukkende bestod af nogle af de mest tilgivende og forstående mennesker jeg har haft fornøjelsen af at træffe. Det er udelukkende takket være dem, at jeg føler mig elsket og hjemme i et hus og en kultur, der bogstaveligt talt ikke kunne være længere væk fra den, jeg er vokset op i. De første mange dage i landet, hvor solen står op, passerede meget hurtigt med en masse udflugter med familien.



Næste kapitel begyndte første skoledag. Skoledagen startede med en meget lang åbningsceremoni, som jeg ikke forstod en bjælde af og fortsatte med en ”homeroom”-time jeg heller ikke helt kunne følge med i. Samtalerne med mine klassekammerater foregik også på et relativt nonverbalt niveau, da japanske teenagere har mestret kunsten af at bruge slang til et niveau, hvor selv indfødte japanske voksne nogle gange ikke kan forstå det. Det lykkedes mig dog at finde én ven blandt mine klassekammerater, der ikke bare ville lade mig sidde og lytte til hans samtaler, men rent faktisk aktivt prøvede at tale til mig. Pudsigt nok viste det sig så bare også, at han bruger slang til en så latterlig grad, at jeg har mødt andre japanske teenagere, der kun forstod omkring halvdelen af, hvad han sagde. På trods af dette er jeg dog umådeligt taknemmelig for hans venskab og lignende tålmodighed.


Dagene forgik så på den måde i de næste par måneder indtil jeg nåede sommerferien, hvori jeg besluttede at studere japansk hver eneste dag i håb om at øge min taleevne højt nok til at kunne snakke ubesværet med de andre.
I denne sommerferie var der også en form for sommerlejr for alle udviklingsstudenterne i Tokyo og omegn. Denne lejr viste sig at være en af de mest fantastiske ting, som jeg har oplevet i mit liv. At leve i en lille uge sammen med hundrede af andre unge, hvoriblandt der ikke er mere end højst fire-fem stykker fra samme land, var en oplevelse jeg ville ønske, at jeg kunne beskrive til et tilstrækkeligt niveau. Men lige meget hvilke ord jeg måtte benytte mig af, vil det altid være utilstrækkeligt.
Jeg har nok gode minder på den lejr til at kunne skrive en hel bog om det, men det har jeg desværre ikke tid til, så jeg nøjes med at nævne oplevelser, som da min amerikanske ven Thomas og jeg stillede op i talentshowet og gik op foran over hundrede mennesker på scenen og dansede som to idioter, da australske Jack lavede en baglæns salto over mig og Juan fra Argentina, eller da jeg sneg mig ind på Thomas’ værelse for at vi kunne holde en overnatning i sand amerikansk teenagepige-stil. Lejren sluttede med, at der blev holdt taler og jeg kan godt indrømme, at der faldt et par tårer.
Alt i alt har det indtil videre været den bedste sommerferie i mit liv, og jeg har nu venner i flere lande end jeg overhovedet kunne navnene på inden jeg kom til Japan. For mig er dette punkt, halvvejs igennem mit udvekslingsophold, blot begyndelsen på kapitel to af, hvad der helt klart er det bedste år i mit liv.

Med venlig hilsen
Benjamin