Mange unge mennesker fra hele verden har ansøgt om at blive udvekslingsstudent i Danmark, og de glæder sig helt vildt. De mangler bare en værtsfamilie!
Kunne det være dig og din familie? Du kan både blive værtsfamilie i et år, et trimester eller i weekender for efterskoleelever. Se nedenfor, om nogle af de unge kunne passe ind i din familie.

 

Kristyna fra Tjekkiet – årsprogram
Kristyna er kunstner. Hun skriver sange, digte, spiller guitar, tager billeder. Hun læser også meget – gerne om filosofi og psykologi. Hun dyrker ikke sport, men har tidligere gået til basketball. I fritiden arbejder Kristyna i en kaffebar, og hun elsker kaffe. Hun siger, at hun er lidt introvert, men samtidig også udadvendt. Hun kan godt lide at være social og hænge ud med vennerne, men hun kan også godt få brug for at være alene. Hun er humoristisk og beskriver sig selv som doven, men produktiv! Hun er ikke super imponeret over det tjekkiske skolesystemet, og det fik hende til at søge på udveksling. Hun glæder sig til at opleve et nyt skolesystem, en ny kultur og møde nye venner.

 

Maria fra Italien – årsprogram
Marias store interesse er musik, dans og fællesskab. Hun er med i et ungdomsorkester, hvor de optræder rundt omkring i verden og har et fokus på børns rettigheder og verdensfred. Hun spiller tværfløjte og dirigerer. Hun er også spejder og holder i det hele taget meget af den slags fællesskaber, hvor man hjælper hinanden, rejser og møder nye mennesker. Hun var f.eks. også med i klimastrejkerne. Hun er meget åben og fællesskabsorienteret. Hun er ikke bange for at tale åbent om følelser, og hun er god til at lytte. Hun klarer sig fint i skolen, men bryder sig ikke om, når der er for stort et fokus på karakterer og fag. Hun synes, det vigtigste er, at vi hele tiden lærer og bliver klogere. Hun kunne godt forestille sig at læse noget samfundsvidenskabeligt, når hun bliver ældre. Hun bliver beskrevet som positiv, social og nysgerrig på livet. At lære nye mennesker og kulturer at kende er ifølge Maria med til at gøre dig gladere og rigere som menneske. Hun håber på at opnå en større forståelse for det samfund, vi er en del af, og hun håber også, at oplevelsen vil modne hende som person.

 

Mathias fra Frankrig – årsprogram
Mathias holder meget af sport. Han er roer i den lokal roklub, hvor han deltager i ro-stævner/konkurrencer med sit hold, han kan lide at være fysisk aktiv udendørs og holder af backetball og at cykle. Hver sommer er han med sin familie ude at vandre i bjergene. Derudover kan han lide musik, særligt rap, og han har i flere år tidligere sunget i et konservatoriekor. Mathias kan lide at være sammen med sine venner, som både består af drenge og piger – flere har han kendt i mange år. Hans venner beskriver ham som en, der altid er god til at lytte. Hjemme er han pligtopfyldende og deltager både i madlavning, oprydning og havearbejde. Han er åben, tillidsfuld og social og han vil gerne dele sine oplevelser, bekymringer og tanker med andre. Han er en harmonisk og velafbalanceret dreng og i en gruppe af venner, er han ofte den som skaber ro i gruppen. Han lærer beskriver ham som; vellidt, diskret, dog altid villig og deltagende i undervisning og projekter. Han er nysgerrig, open-minded og generelt interesseret i alle fagg. En stabil elev som er god til at samarbejde. Mathias synes, det er vigtigt at kunne tale flere sprog og kende andre måder at leve på. Han er særligt tiltrukket af Danmark grundet vores nordiske klima og særligt vores naturlige forhold til at bruge hav/vandet omkring os, og så glæder han sig til at møde de lykkeligste mennesker i europa.

 

Giovanni fra Italien – årsprogram
Giovanni er vild med at rejse og håber på at få mulighed for at rejse rigtig meget, når han bliver voksen. Han glæder sig til under udvekslingen at prøve sig selv af og ser det som en mulighed for at lære sig selv bedre at kende. Giovanni spiller basketball, og i weekenden kan han godt lide at cykle eller stå på ski med familien. Han kan også rigtig godt lide at se Formel 1 og har aldrig misset et grand prix. I skolen går han på en naturfaglig linje, og han kan godt lide de fag, da de taler til hans logiske sans. Han kunne godt tænke sig at blive ingeniør og måske få sin egen virksomhed en dag. Skolen beskriver ham som en super elev, men mener også, at han kunne bruge lidt mere selvtillid og måske sige lidt mere i timerne. Udvekslingen kunne blive en god mulighed for ham at arbejde med de områder. Han er ellers en social dreng, der godt kan lide at være sammen med familie og venner.

 

Giulia fra Italien – årsprogram
Giulia har hun lyst til at prøve et helt års udveksling i Danmark, efter hun har prøvet at være på en kort udveksling med Erasmus+ i Norge. Hun glæder sig til at få muligheden for at lære en kultur meget bedre at kende ved at bo i landet og ikke bare komme på besøg som turist. Giulia kan godt lide at spille klaver. Det har hun gjort i 4 år nu. Hun går også op i at lægge makeup og kan godt lide at købe nye produkter. Tidligere har hun gået meget til svømning, men det har hun ikke tid til mere. Hun synes dog stadig det er dejligt at svømme. Hun er meget glad for skolen; mest sprogfagene, hvorfor hun går på en sproglig linje. Hun har en fast gruppe af venner, som hun ses med, og det er vigtigt for hende, at man kan stole på hinanden og være der for hinanden, når det gælder. Hun er en god og ansvarlig storesøster, der altid er klar til at hjælpe sine søstre. Hun lader til at være en livsglad pige, der dog godt kan være lidt genert, indtil hun har lært folk at kende.

 

Leonard fra Tyskland – årsprogram
Leonard har været på mange ferier i Danmark, og han glæder sig derfor til at lære landet at kende på tæt hold. Han har været på flere ferier i Klitmøller og sætter stor pris på at tage på kajakture i Flensborg Fjord sammen med sine bedsteforældre, som bor der. Faktisk synes Leonard så godt om Danmark, at han godt kan forestille sig at bosætte sig her, og derfor glæder han sig til at lære at tale dansk. Leonard kan godt lide at være aktiv. Når han har fri, synes han, at det er fedt at sejle i kajak og windsurfe. Han kan også godt lide at overnatte i det fri, eksempelvis på ferierne i Danmark. Derudover nyder Leonard forskellige reparations-projekter, hvor han sammen med sin far sætter en ære i at reparere og genbruge gode materialer i stedet for at smide ud. Leonard tror på sine egne evner, og det er vigtigt for ham at tage ansvar både for sig selv og sine omgivelser. Det gælder eksempelvis i forhold til hans brødre, venner og til det sociale liv på skolen. Han har let ved at ved at møde nye mennesker og tage initiativ. Han kan desuden håndtere udfordrende situationer, der kræver noget ekstra af ham. Ærlighed og tillid er vigtige værdier for Leonard, og han er en person, man kan stole på. For to år siden boede Leonard i tre uger hos en familie i England. Han fulgte værtsbroderen i skole og havde en rigtig god oplevelse. Han syntes, det er spændende at lære af de forskelle og ligheder, han og værtsfamilien havde.

 

Lena fra Belgien – årsprogram
Lenas ser frem til at lære ny kultur, nyt sprog og nye mennesker at kende og blive klogere på sig selv og egne grænser. Hun er vant til at have venner med forskellig baggrund, og hun er da også lidt spændt på at finde ud af, hvor stor forskellen egentlig er mellem belgiere og danskere. Lena vil gerne gå til dans, mens hun er på udveksling. Hun har tidligere gået til det og optræder også i skolen, men på det sidste har hun ikke kunnet finde en god danseskole. Lena elsker at lave mad og ser frem til at lave en masse dansk mad og ikke mindst kager. Hun elsker at læse bøger, skrive dagbog, gå lange ture ved vandet, stå på ski, lytte til musik og være sammen med vennerne. Lena lader til at være åben og nysgerrig på verden. Hun beskriver sig selv som en person, der ser sur ud, men slet ikke er det. Hun kan godt diskutere højlydt, men det er ifølge hende selv kun, fordi hun bliver fanget af det, og bagefter er hun helt rolig igen. Hun bærer ikke nag og kan altid hurtigt komme videre fra en diskussion.

 

Jacopo fra Italien – årsprogram
Jacopo interesserer sig meget for fodbold. Han ser fodbold hver søndag med sin far og har selv spillet fodbold, siden han var 5 år gammel. Han kan godt lide at være sammen med vennerne og se en film med sin mor. Han kommer fra en meget travl familie, der primært bruger tid sammen hver lørdag og ser fodbold hver søndag. Jacopo er en langsom starter om morgenen, han har svært med at komme ud af sengen, men er glad for at gå i skole. Han beskriver sig selv som en lidt stædig dreng. Han er udadvendt og omgængelig og har nemt ved at få venner i skolen, hvor han er mest interesseret i filosofi og historie. Det er første gang, Jacopo skal væk fra hjemmet i længere tid. Han er meget motiveret for at lære dansk hurtigst muligt.

 

Anaïs fra Belgien – trimesterophold
Anaïs ser frem til at lære mere om Danmark, også sproget. Og så håber hun at få en masse nye venner. Anaïs er ambitiøs og meget dygtig i skolen – hun er især glad for matematik. Hun skriver, læser og forstår rigtig godt engelsk og er forholdsvis god til at tale det. Hun er medlem af en klatreklub og klatrer mindst en gang om ugen. Derudover kan hun godt lide gymnastik, springe på trampolin, dans og at læse og tegne. Hun er vant til at cykle til skole. I weekenderne kan familien godt lide at gå ture, spille spil eller tage på ture sammen. Anaïs beskrives som lidt genert, men også meget talende og en glad og eventyrlysten pige. Hun kan dog også hurtigt komme til at kede sig, hvis der går for længe imellem, at der sker noget.

 

Raffaele fra Italien – årsprogram
Raffaeles motivation for at tage et år på udveksling er for at lære en ny kultur og mennesker at kende. Hans store passion er bartending og lave cocktails i alle mulige afskygninger. Udover cocktails kan Raffaele også lide madlavning. Han går nemlig på en speciel turisme- og catering-linje i gymnasiet, og han kunne godt tænke sig at blive bartender eller sommelier. Området han bor i er da også præget af turisme, og Raffaele holder meget af sin skole og de ting, han lærer lige nu. Når han kommer hjem og skal slappe af, spiller han computerspil og lytter til musik. Han er også en aktiv dreng, der går i fitness 2-3 gange om ugen, og i weekenden kan han godt lide at mødes med venner og f.eks. gå lange ture. Raffaele er en udadvendt, moden og selvstændig person, men kan sagtens søge hjælp hos forældrene, når der er noget, han ikke selv kan løse. Han beskriver sig selv som en normal dreng, der ikke oplever udfordringer på det sociale plan, har en stor lyst til at blive voksen i en fart og har tusindvis af forventninger til fremtiden.

 

 

Zichan fra Kina – årsprogram
Zichan har, så længe hun kan huske, haft et ønske om at komme til at bo og studere i et andet land. Hun glæder sig til at møde en anden kultur, tale med forskellige mennesker og dele de forskellige kulturer, vi kommer fra. Zichan elsker at læse, specielt noveller og digte. Hun kan lide at lytte til musik, lige fra klassisk til pop. Derudover går hun til svømning og har været med på distrikt-talentholdet. Hun kan også lide at stå på ski og skøjte. Zichan er en sød, glad og meget talende pige. Hun er meget nysgerrig og er god til at indpasse sig, der hvor hun er. Hun har sine egne meninger, men er god til at lytte til andre. Zichan er elevrådsformand og er dygtig til alt, hvad der har med skolen at gøre. Hun er en meget fokuseret pige og har store ledelsesevner.

 

Yoan fra Portugal – årsprogram
Yoan er interesseret i og meget åben for at møde andre kulturer. Han går op i sport, særligt holdsport, hvor fællesskabet og samarbejde er vigtige elementer. Yoan har tidligere spillet fodbold 4 gange om ugen, og fodbold er en særlig passion for ham. For tiden spiller han faktisk kun i weekenderne, da han ikke har tid til det mere. Han kan også lide musik og har tidligere spillet cello. Hans favorit fag i skolen er matematik og biologi, og han betragter sig selv som en middel-student ift. det faglige/akademiske. Yoans venner siger om ham, at han er hjælpsom, rar, glad og følsom, og han er god til at tage lederskab og kan lide en god debat. I skolen er han formand for elevrådet, hvor han bl.a. er med til at organisere kulturelle- og sportsarrangementer for eleverne. Han kan lide at lede, men skal også øve sig i at give ansvaret fra sig og videre til andre og sætte grænser. Derudover er han udadvendt, åben, god til at lytte, social, positiv og aktiv.

 

Letizia fra Italien – årsprogram
Letizias store passion er dans. Hun går til dans tre gange om ugen, både ballet og moderne jazz. Hun kan også lide at være kreativ, og maler fx når hun er vred eller frustreret. Hun kan godt lide at lave den slags ting, hvor hun kan slå hjernen lidt fra. Samtidig er der en del af hende, der holder meget af skolen og især de naturvidenskabelige fag. Hun klarer sig rigtig godt i skolen og får flotte karakterer. Hun er målrettet og optimist. Ambitionerne er høje, og der følger en vis portion stædighed med. Samtidig kan hun godt være lidt hård ved sig selv, da hun altid synes, hun skal gå efter det bedste. Hun er god til at holde fast i sine venner. Hun ses med tre, som hun har kendt siden hun var lille, og så har hun en fast gruppe venner fra danseskolen.

 

 

Georgious fra Grækenland – årsprogram
Georgios har en travl hverdag, hvor han går i skole, kommer hjem og øver trommer, forbereder projekter til sø-spejderne, som han har været en del af i 5 år. Han er vild med musik og går til trommer en gang om ugen, og så er han vil med hård rock som fx Metallica, der er hans favoritband. Hans yndlingsserie er Brooklyn 99, som er en komedie/drama serie. Derudover er han en natur- og dyreglad dreng, og han glæder sig til at opleve den danske natur. Han er en glad dreng, der er nysgerrig på livet, og han er overbevist om, at man skal være modig her i livet og turde tage nogle chancer. Han beskriver sig selv som eventyrlysten og udadvendt. Skolen beskriver ham som en seriøs og dygtig elev, der også er en sød og vellidt klassekammerat. Han har en drøm at læse i udlandet, når han bliver ældre, og så glæder han sig til at møde en ny kultur og få en masse nye venner.

 

Camille fra Frankrig – årsprogram
Camille svømmetræner fire gange om ugen, og svømningen betyder meget for ham, da han har mange gode venner her, og de har et godt sammenhold. Om vinteren står Camille på ski i de franske alper, og om sommeren surfer han sammen med sin storebror. Camille er en målrettet dreng, hvilket kommer til udtryk både i hans tilgang til skole og hans tilgang til svømmetræningen, som han beskriver som meget krævende. Camille er en social, tålmodig og nærværende dreng, som godt kan lide at hjælpe andre. Camille håber at blive mere selvstændig og blive bedre til at tackle udfordringer. Desuden håber han at blive mere åben over en ny kultur og et nyt land.

 

 

 

Vasco fra Portugal – årsprogram
Vasco kan godt lide at rejse og tage på campingture med vennerne. Han holder også af at besøge bedsteforældrene på landet, da han kommer væk fra hverdagen og finder på nogle helt andre ting at lave end at se Netflix og Youtube. Han hjælper meget gerne til i haven, hugger brænde og har været med til at hjælpe sin bedstefar med at bygge et træskur. Vasco er også glad for sport. Som noget forholdsvist nyt dyrker han kickboxing og har gået til tennis i 5 år og rugby i 3. Han er også vild med at stå på ski, selvom han kun har mulighed for det en enkelt gang om året. Han er også glad for dyr og har altid ønsket sig en hund. Vasco beskrives som en rolig og lidt introvert dreng. Han er meget selvstændig og beder sjældent om at få hjælp til noget. Han er meget tålmodig, men han kan også komme til at skyde opgaverne til sidste øjeblik. Som en typisk teenager kan han godt være lidt glemsom og et rodehoved. Han er en loyal ven, god til at lytte, og han opsøger aldrig konflikter. Vasco glæder sig til at opleve en ny måde at leve på. Han ønsker at opsøge det uvante og prøve sig selv af. Faren har også været på udveksling i Danmark i 1980’erne.

 

Lena fra Frankrig – trimesterophold
Lena elsker at rejse og opleve nyt, og hun ser frem til at lære et nyt land og et nyt sprog at kende. Da Lenas mor arbejder meget, bruger Lena mest tid sammen med vennerne. Hun er meget opfindsom og elsker at organisere og planlægge større aktiviteter og overraske veninder eller familien med fødselsdagskage eller surprise party. Hun har tidligere gået til parkour, men holder pause på grund af problemer med et knæ, så nu er hun mest med på holdet som fotograf. Hun kan lide stort set alle former for sport, det være sig crossfit, fitness, volleyball eller basketball. Men da hun har mange lektier og er meget seriøs omkring sit skolearbejde, har hun desværre ikke haft tid til at dyrke så meget sport, som hun gerne vil. Lena beskriver sig selv som tolerant og nysgerrig, hun er meget social og kan godt lide at lære nye mennesker og steder at kende.

 

Chiara fra Italien – trimesterophold
Chiara ser frem til at møde nye kulturer og lære et nyt sprog – faktisk er hun allerede gået i gang med at lære dansk. Hun deltager på et udvekslingsforløb med skolen, hvor hun skal besøge skoler i Polen, Portugal og Italien. Hun har tidligere været på udveksling i England. Chiara har tidligere stået meget på rulleskøjter, men nu er det mest fitness og svømning, hun bruger tid på. Chiara deltager i mange aktiviteter i løbet af ugen, bl.a. skuespil, kirkelige sammenkomster og spejder. Chiara beskrives af skolen som flittig og meget moden af sin alder. Hun er stille og lidt genert. Hun har en stærk viljestyrke og interesse i fremmede kulturer og i at møde nye mennesker. Chiara har længe følt sig som ”Mattis lillesøster”, og hun længes efter at være sig selv. Hun beskriver sig selv som livlig og positiv og med viljestyrke.

 

Alessio fra Italien – årsprogram
Alessios favorithobby er svømning. Han er på talenthold, og han træner to timer hver dag efter skole og deltager i turneringer i weekenden. Svømning er meget vigtigt for ham og han har brug for at kunne fortsætte med denne hobby på et højt niveau, når han kommer til Danmark. Derudover er skolen og familien meget vigtig for ham. Alessio beskrives af som hjælpsom, lyttende og rolig. Han er god til at omstille sig nye situationer, og han vil rigtig gerne lære nye ting. Af skolen beskrives han som en kompetent og motiverende elev. Han er glad for matematik og naturvidenskab. Han kan lide at udfordre sig selv, og han glæder sig til at lære en ny kultur at kende.

 

Afonso fra Portugal – trimesterophold
Afonso vil gerne på udveksling, fordi han ønsker at lære andre kulturer at kende og lære at tale et andet sprog. Han elsker musik og kan godt lide at male. Afonso elsker sport og er meget aktiv for at holde sig i form. Han spiller f.eks. tennis. I skolen kan han godt like økonomi og matematik; han vil gerne være selvstændig erhvervsdrivende i fremtiden. Han synes selv, han er sjov, men han kan også være stille nogle gange og kan lide at være alene. Han er velorganiseret og følger regler og retningslinjer. Afonso har tidligere været på engelskkursus-ophold i Irland i to uger. Han er glad for skolen og meget lærevillig.

 

Iacopo fra Italien – årsprogram
Iacopo går meget op i musik. Han dyrker hip-hop og synger i kor. Han kan godt lide dyr og har to katte og en hund derhjemme. I skolen kan Iacopo bedst lide de mere kreative fag, som f.eks. fotografi. Det kunne han også godt tænke sig at gøre en karriere ud af. Respekt og selvstændighed er vigtige værdier for ham. Han er vant til at kunne komme rundt selv på sin scooter. Han er udadvendt og social og fungerer bedst i grupper. Iacopo vil gerne på udveksling for at udvide sin horisont og lære et nyt sprog. Han gør sig mange tanker om opholdet og glæder sig til at få en masse oplevelser og udvikle sig i løbet af året i Danmark.

 

 

Angel David fra Mexico – årsprogram
Angel er vild med kunst, og han kan bruge flere timer på bare at male. Han går også til musikundervisning (trommer) to gange om ugen, og han elsker at lytte til musik og skrue højt op og danse. Han er ingen sportsfan, men han kan godt lide at gå ture. Hans dag bliver altid lidt bedre, hvis han får noget godt at spise, eller hvis han ingen lektier har for. Han kan lide al slags mad, bare ikke fisk (undtagen sushi, som han rigtig godt kan lide). Angel beskriver sig selv som kærlig og glad. Af skolen beskrives han som en dygtig, men også lidt genert elev. Han får generelt pæne karakterer. Forældrene siger, at han er tålmodig og respekterer andres holdninger. Han er selvstændig og har det fint med at være væk hjemmefra. Han glæder sig til at opleve en helt ny kultur, og han ser frem til personlig udvikling. Han håber også, at han efter opholdet har masser af spændende anekdoter, som han kan dele med venner og familier. Han vil prøve at få så meget ud af året som muligt.

 

Dawid fra Polen – årsprogram
Dawid vil gerne til Danmark for at lære et nyt sprog og for at udvikle nye venskaber. Han elsker at læse bøger, spille guitar, se film og lytte til musik. Han er ret vild med musik og dyrker meget lyden af 60’erne og 70’erne, f.eks. Pink Floyd og Jefferson Airplane. Han interesserer sig for socialpolitik, og så kan han godt lide at spille rollespil som Dungeons & Dragons. Han hader monotoni og ønsker at opleve noget nyt. Dawid er ikke en sportslig type, han vil hellere læse eller spille guitar. Dawid klarer sig flot i skolen og er klart over gennemsnittet. Han yder sit bedste i skolen, fordi det kan få hans drømme til at lykkedes. Han er en passioneret dreng, der går op i at udvikle sig som menneske. Han er åben, ærlig og nysgerrig på verden og menneskerne omkring ham. Han er god til at omgås sine venner og har forståelse for andres behov.

 

Florian fra Tyskland – årsprogram
Florians motivation for at tage et år på udveksling er for at lære ny kultur at kende og andre levemåder end den, han er vant til. Han har været i Danmark én gang før, hvor han besøgte København. Det kunne han godt lide, men nu glæder han sig til at se en anden side af landet. Florian spiller volleyball to gange om ugen. Han kan godt lide at bevæge sig og kunne godt tænke sig at fortsætte med volleyball eller anden sport, mens han er i Danmark. Florian har desuden spillet på violin i 11 år og håber at kunne fortsætte med dette, mens han er på udveksling. Han tager i hvert fald violinen med! I skolen er det også musik og idræt, der har hans største interesse. Han klarer sig ellers flot i de fleste fag, især de naturfaglige af slagsen. Lærerne beskriver ham som en rar, rolig og opmærksom elev, der også er en god klassekammerat, og som sidste år var klassens talsmand. Florian beskrives af alle som en sød, rar og venlig dreng, der er god til at lytte. Han har venner tilbage fra børnehavealderen og har et godt forhold til familien. Han er selvstændig og har aldrig haft nogen problemer med at være væk hjemmefra.

 

Augustin fra Frankrig – årsprogram
Augustin spiller volleyball og tager lektioner i keramik. Han håber, at han kan gøre begge dele, når han er på udveksling. Derudover går han meget op i miljø og forsøger selv at undgå at bruge for meget plastik, selvom det ikke altid er nemt. I fritiden læser han bøger, lytter til musik, laver mad og konditorting, videospil, brætspil og sport. Han elsker at have det sjovt og lave jokes. Han er åben, seriøs omkring det, han gør, men kan også være meget følelsesladet. Augustins motivation for at tage et år på udveksling er for at lære en ny kultur at kende, se hvordan, man lever i en anden familie end hans egen, og få venner fra andre lande. Han beskriver det selv som en pause fra hverdagen derhjemme.

 

Domonkos fra Ungarn – trimesterprogram
Den største interesse er sprog. Domonkos er allerede gået i gang med at læse dansk i efteråret, så han er godt forberedt til sin udveksling. Han klarer sig utrolig godt i skolen og får topkarakterer, og også her er yndlingsfagene sprogfag samt historie. Han kan godt lide at spille klaver og løbe en tur i ny og næ. Han holder af al slags musik, men kan især godt lide at lytte til klassisk musik. Han kan lide at besøge byer og tage på museum. Domonkos er en høflig, hjælpsom og rolig dreng. Han er introvert og er ikke vild med store forsamlinger. Han har ikke en stor vennekreds, men han er glad og nysgerrig og snakker lige så godt med unge på sin egen alder som med voksne. Han har et godt sovehjerte og skal måske have lidt hjælp til at komme op og afsted om morgenen. Domonkos går meget op i at lære nye sprog og kulturer at kende. Han glæder sig til at komme tilbage til Ungarn med et nyt sprog i rygsækken, da det bliver anset som noget ret særligt i hans hjemland. Han glæder sig også til at smage på det danske køkken.

 

Marion fra Frankrig – trimesterophold
Marion spiller fodbold på et lokalt pigehold. Hun træner 2 gange om ugen og spiller kampe hver weekend. Hun er meget glad for holdet, hvor hun også har mange af sine venner. Hun kan lide at cykle og tager tit på cykelture rundt i nærområdet, hvor hun bor. Sammen med familien tager de ofte ud i naturen. Marion er meget glad for film, så hun går ofte i biografen. Hun vil gerne studere til computeringeniør. Marian beskrives som udadvendt, social, selvstændig, moden af sin alder, og som en, der rigtig gerne vil lære nyt og som kan få det bedst ud af enhver situation. Hun kan være lidt utålmodig til tider, men er ellers en pige, der ved hvad hun vil og som man kan stole på. Det gælder både overfor forældrene og overfor vennerne. Marion glæder sig til at lære en ny kultur at kende, mere end når man bare er på ferie som turist. Hun glæder sig til at være en del af kulturen og den nye måde at leve på.

 

Gaspard fra Tyskland – trimesterprogram
Gaspard kan godt lide at rejse, og familien har allerede været mange steder, bl.a. USA og Indonesien. De store rejser gør stort indtryk på Gaspard, og store dele af oplevelserne er til fods, da familien holder af at vandre. Gaspard tager også billeder af det hele, da han går meget op i fotografi. Han er en meget aktiv dreng, og hans yndlingssport er fodbold. Han har spillet i fire år. Han klarer sig godt i skolen og er særlig glad for sprogfag. Gaspard er en åben og nysgerrig dreng. Han kan godt være lidt genert til at starte med, men han åbner hurtigt op. Han bliver generelt beskrevet som en rolig dreng, der er god til at lytte. Han er den midterste i en flok på tre, og han har lært, at konflikter er en del af livet. Han kan sagtens få et raserianfald, men han bliver hurtigt god igen. Han er socialt anlagt og har en stor vennekreds, som betyder meget for ham. Gaspard er allerede vant til at begå sig på flere sprog og i flere kulturer. Han har valgt Danmark for at prøve noget helt nyt. Han glæder sig til at opleve en anden måde at leve på, og han ser frem til at tage billeder af det hele!

 

Rune fra Belgien – trimesterophold
Rune er ambitiøs og bruger derfor meget tid på skolearbejdet. Han er især glad for at lave projektarbejde og hjælper også gerne elever i de yngre klasser, hvis der er noget, de ikke forstår. Når han er færdig med lektierne, og familien har spist, ser han nyheder på TV sammen med sine forældre. Bagefter kan han godt lide at se en film, læse bøger eller spille spil. Rune er vant til selv at cykle i skole, så han får lidt motion. Sammen med vennerne kan han godt lide at lave improviseret teater, og han er med i en belgisk ungdomsforening. Rune er lidt introvert og stille. Han vil gerne lære, hvordan det er at bo og gå i skole i et andet land.

 

 

Milan fra Belgien – trimesterophold
Milan er en dreng med fart på. Han spiller basketball næsten hver dag, og han er så glad for det, at han har uddannet sig som basketball-dommer. Derudover kan han lide at høre hip hop og hænge ud med vennerne. Han finder brætspil er sjovt, specielt når man spiller mange sammen. Milan er god til at motivere sig selv, hvad end det gælder skole eller fritid. Han er ikke så glad for sprogfagene i skolen, men arbejder med det og studerer lige nu økonomi og sprog sammen. Han læser gerne aviser og vil gerne tale om alle emner fra politik til sport. Milan glæder sig til at komme på udveksling. Han vil gerne lære en ny kultur at kende og et nyt fremmed sprog.

 

Timothee fra Frankrig – trimesterophold
Timothee har valgt at tage på udveksling, da han håber på at få styrket sine sproglige færdigheder. Han er generelt nysgerrig efter at møde nye kulturer og nye mennesker, så han glæder sig til at lære Danmark at kende. Timothée er vild med musik og har gået til guitar-undervisning i 8 år. Han kan også lide at lytte til musik, og det er alt fra jazz og rock til pop. Han kan lide at læse romaner, og lige for tiden er det post-apokalyptiske historier, han dykker mest ned i. Han kan også lide tegneserier, mangaer og animé, fx Hayao Miyazakis tegnefilm (kan ses på Netflix). Han er en aktiv dreng, der godt kan lide at være udenfor, både til lands og til vands. Han har gået til spejder de sidste par år og været spejderleder i ét år. Han klarer sig utrolig flot i skolen og kunne godt tænke sig at læse enten jura eller journalistik, når han bliver ældre. Timothee beskrives som glad, rolig og selvstændig. Han er vant til selv at komme rundt på sin cykel, og han er god til at overholde aftaler. Han er en social dreng, der holder af både at være sammen med vennerne og den store familie med fætre og kusiner.

 

Sara fra Italien – trimesterophold
Sara glæder sig til at lære en ny kultur og sprog at kende. Derudover glæder hun sig til at få nye venner og lære, hvordan det er at gå i skole i Danmark sammenlignet med Italien. Sara kan godt lide at være sammen med sine venner, når hun har fri. Derudover kan hun godt lide at være aktiv, og hun nyder at svømme og spille volleyball. Hun kan godt lide at mødes med andre og synes, det er spændende at smage mad, hun ikke kender. I skolen er Saras yndlingsfag italiensk, science-fag og engelsk. Saras lærer beskriver hende som en meget sød, flittig og dygtig pige, der kan være lidt genert og diskret. Hun er altid klar til at tage imod en udfordring for at nå sine mål. Dem, der er tæt på Sara, mener, at hun er helt klar til den udfordring, det er at tage på udveksling.


Alexandros fra Grækenland – efterskoleophold/weekendfamilie søges

Alexandros går meget op i at passe sin skole og få en god uddannelse. Han interesserer sig for tennis, skak, trompet og sang – han har allerede en karriere som sanger og har spillet trompet, siden han var lille. Han synger på hele fem fremmedsprog og ser meget frem til også at lære dansk. Han har sunget til et utal af velgørenhedskoncerter og har vundet flere priser. Han var med ved åbningen af UNESCO-konferencens åbning i Athen i 2019. Han glæder sig til at lære en anden kultur at kende.

 

 

Eleftheria fra Grækenland – efterskoleophold/weekendfamilie søges
Eleftheia interesserer sig for filosofi og er begyndt at læse filosofiske bøger. Hun kan lide at bruge sin fritid med sine venner, hvor de blandt andet går til koncerter og festivaler, og hun er flittig i skolen. Hun går meget op i miljøet og er af den grund blevet veganer. Hun har dog ikke noget imod at bo hos en familie, der ikke er. Hun håber på, at opholdet i Danmark kan give hende nye venner, og hun glæder sig til at opleve en anden kultur, traditioner og møder at leve på.

 

 

Kunne du være interesseret i at blive værtsfamilie for en af de unge? Eller har du bare lyst til at høre lidt mere om, hvad det vil sige at være værtsfamilie? Ræk ud til vores værtskoordinator Gro Gerdsen på [email protected] for at høre mere.