Flere unge rundt omkring i verden ønsker at opleve dansk efterskolekultur. I år tager vi imod cirka 25 unge udvekslingsstudenter, der skal gå på dansk efterskole fra august 2021 til juni 2022. Og du og din familie kan blive deres weekend-værtsfamilie!

Som weekend-værtsfamilie har I den unge boende i cirka en weekend i måneden og i ferier, når vedkommende ikke er på efterskolen. Du kan bo i hele Danmark, da udvekslingsstudenten sagtens kan transportere sig frem og tilbage mellem jeres hjem og efterskolen.

Mød et udpluk af udvekslingsstudenterne nedenfor.

 

Panisa (Porpor) fra Thailand, 16 år (se video nedenfor)
Porpor vil gerne opleve et andet land, og hun håber meget, hun kan lære dansk flydende. At blive udvekslingsstudent er en drøm, som nu går i opfyldelse. Porpor er meget interesseret i dans, og hun har danset ballet, siden hun var bare 5 år. Hun er også begyndt at danse jazzballet, thai traditionel dans og mere moderne dans. Hun kan også godt lide at lave mad og hjælper sin mor i huset, når hun er hjemme.
Porpor er meget fysisk aktiv og meget ambitiøs. Hun er en glad pige, der godt kan lide, at der er aktivitet omkring hende. Hun bruger meget tid med venner, og det vigtige her er bare at være sammen.

 

Elena fra Mexico, 15 år
Elena er glad for sport, især fodbold og taekwondo, hvor hun har det røde bælte. Hun er ved at lære at spille på guitar og ukulele og er også med i skolens kor. Hun kan også godt lide at se film og lytte til musik. Hun er meget glad for familiens hund og for at klatre i træer. Hendes yndlingsfag i skolen er fysik og historie.
Hun er empatisk og god til at løse problemer. Hun respekterer folks forskelligheder, forsøger at få alle med og løser problemer gennem dialog. Hun kan være lidt genert, når hun først møder folk, men åbner op, når hun lærer folk at kende. Hun klarer sig rigtig godt i skolen. Hun ser frem til at møde nye mennesker, lære om deres kultur og få nye venner. Hun glæder sig også til at lære andre om hendes kultur, mad, humor og musik.

 

Sakolpat (Captain) fra Thailand, 16 år (se video nedenfor)
Lige siden han var lille har Captain haft en drøm om og ambition om at studere i udlandet, og nu glæder han sig til, at han bliver en del af en ”global familie” gennem sit år i Danmark med AFS.
Han kan godt lide at spille fodbold og basketball, både for sportens skyld, men også fordi det lærer ham at indgå i relationer til andre, da både fodbold og basketball er holdsport. En anden stor hobby er musik. Captain spiller både klaver og guitar. Captain er venlig og social. I skolen beskrives han som en selvstændig dreng, der tør stå ved sine meninger.

 

Kerem fra Tyrkiet, 16 år
Kerem elsker sport, både som aktiv deltager og som tilskuer. Han spiller både fodbold og tennis. Sammen med sine forældre spiller han brætspil og ser tv-serier. Derudover fylder musik meget for Kerem. Han beskriver sig selv som en energisk og sjov fyr. Han er meget social, men har ind imellem også behov for at være lidt alene. Derudover siger han, at han er kreativ og nysgerrig. Skolen beskriver ham som social, ekstraordinær, entusiastisk og en leder. Desuden beskrives han af skolen som en altid positiv elev. Kerem håber, at hans udvekslingsår vil gøre ham klogere på, hvad han skal, når han er færdig med skolen. Han glæder sig rigtig meget til at møde sin kommende værtsfamilie og blive klogere på den danske kultur.

 

Kornjira (Earnearn) fra Thailand, 16 år (se video nedenfor)
Earnearns helt store hobby er dans. Hun har danset i 9 år, og hun danser både ballet, jazz og cover dance flere gange om ugen og vil meget gerne fortsætte med at danse i Danmark. Hun vil rigtig gerne have en større forståelse for andre mennesker og deres kultur. Earnearn er en målrettet og nysgerrig pige, der gerne vil være et godt eksempel og gøre det godt både i skolen og med fritidsinteresser.
Hendes mor har været AFS´er og har stadig kontakt med sin værtsfamilie, som de besøger et par gange om året. Earnearn håber at kunne få et lige så tæt forhold til sin værtsfamilie.

 

Bantita (Yuyoo) fra Thailand, 17 år (se video nedenfor)
Yuyoo har læst og set film om Danmark og glæder sig til at opleve den danske natur. Det er vigtigt for hende at lære sproget og også at blive bedre til engelsk. Hun glæder sig til at kaste sig ud i nye ting.
Yuyoo synes godt om mad og glæder sig til at lave thaimad til sin værtsfamilie. Yuyoo er vant til at lave back-stage-ting i drama på hendes skole, og hun er mere til mad end til sport, men glæder sig til at prøve alle mulige nye aktiviteter i Danmark. Hun vil f.eks. gerne prøve at ride, spille golf og sejle.
Både Yuyoo, hendes forældre og lærere beskriver hende som åben, venlig og dygtig. Hun beskriver sig selv som en person, der tager de ting, hun laver, seriøst, samtidig med at hun godt kan lide at grine og have det sjovt med vennerne.

 

Tatchatham (Baipalm) fra Thailand, 17 år (se video nedenfor)
Baipalm elsker at læse og lade sig selv forsvinde ind i f.eks Game of Thrones-universet. Han er hjælpsom, og når noget har fanget hans interesse, er han med egne ord også en hårdtarbejdende dreng. Han er glad for at gå ture og generelt være aktiv og finde nye hobbyer. Hans motivation for at tage på udveksling er at udvide sin horisont.
Baipalm har tidligere været på sprogskole i to uger i Canada. Det var for ham en rigtig god oplevelse, og det gav ham mere selvtillid og mod på at være væk hjemmefra.

 

Kunne du være interesseret i at blive weekend-værtsfamilie for en af de unge? Eller har du bare lyst til at høre lidt mere om, hvad det vil sige at være værtsfamilie? Ræk ud til os på [email protected] eller 38322313 for at høre mere.