Marco er på udveksling i Argentina, og er allerede faldet godt til. Han øver sig dagligt på sproget og nyder de sociale arrangementer.

Hej mit navn er Marco. Jeg er 17 år og kommer fra Nykøbing Falster. Jeg har nu været på udveksling i Argentina i lidt over tre måneder, og det er fantastisk at være her, det er gået alt for stærkt. Jeg har allerede oplevet utrolig meget, i løbet af den korte tid jeg har været her.

Marco sammen med sin værtsfamilie – farmor, Marco, værtsfar og rigtig god ven som er den yngste borgmester i hele Argentina

Jeg bor sammen min værtsfar i en lille landsby med kun 1.000 indbyggere som hedder Los Laureles. Min værtsfar arbejder rigtig meget, men er stadig god til at tage sig godt af mig, og vi har det rigtig godt sammen. Jeg har fået et rigtig godt forhold til vennerne her, og synes bare det bliver bedre og bedre, jo bedre jeg bliver til sproget, og jo mere jeg får kulturen under huden. Jeg elsker at være sammen med de lokale her, og drikke mate, som er en slags te der drikkes i Argentina, Uruguay, Paraguay og enkelte steder i andre omkringliggende lande. Argentinerne har taget utrolig godt imod mig, og prøver kun at gøre min udveksling til den bedste.

En typisk dag i mit liv kunne være sådan her:

Venner og familie er samlet

Jeg går i skole fra 13-18, så normalt står jeg op 10.00-10.30, det kommer lidt an på hvilke aktiviteter jeg har lavet aftenen før. Ofte når jeg ikke at spise morgenmad, men det er alligevel bare kage, så det gør ikke så meget! Til gengæld er frokosten dagens vigtigste måltid. Meget af hverdagsmaden er meget det samme som i Danmark. Det er selvfølgelig lavet på en anden måde, og smager også lidt anderledes, men udover det, er det kun ”asado” som virkelig er argentinsk mad, som jeg har smagt indtil videre. Det er grillmad fra en åben grill, og er samtidig en social begivenhed, hvor man samles med sine venner og familie – og tro mig, det er noget af det bedste der findes.

Marco og de andre AFS udvekslingsstudenter

Efter frokost tager jeg i skole, og prøver at forstå noget. Sådan tænkte jeg ihvertfald i starten. Nu går det rigtig godt, og jeg forstår mere og mere. Efter skole drikker jeg mate med mine venner eller også tager jeg til byen, som hedder Reconquista, for at være sammen med nogle af de andre udvekslingsstudenter. Jeg startede med at spille volleyball da jeg kom hertil, for at få flere venner og bekendtskaber, men sprang hurtigt fra igen, da jeg indså at det var mange af de samme der spillede, som jeg også hang ud med, fordi landsbyen er så lille. Nu tager jeg i fitnesscenter, når jeg lige føler for det. Maden om aftenen gør man ikke nær så meget ud af, som man gør med frokosten, men man spiser stadig spiser varm mad. Jeg spiser næsten altid ude om aftenen, fordi min værtsfar tit har møder. I weekenderne, tager jeg som regel ind til byen for at være sammen med mine lokale venner eller de andre udvekslingsstudenter. Her går man ikke ud før meget sent, vi tager tidligst afsted omkring klokken to og nogle gange først klokken tre.

Det smukke vandfald ved Cataratas

Udover det at bo her, som er en oplevelse i sig selv, så har turene med skolen til Carlos Paz og Puerto Iguazu været guld værd. Her har jeg nemlig set noget af det fantastiske land, som Argentina er.

Jeg har lige fejret min 17-års fødselsdag, hvor jeg fik alt den kærlighed, man kun kunne håbe på fra min familie og alle mine venner. Fordi det regnede på min fødselsdag, var det svært for mange af mine venner at komme frem til mit hus. Her tager man heller ikke i skole når det regner, fordi vejene er dårlige. Så derfor holdt jeg en ekstra fødselsdag nogle dage efter, hvor næsten alle kom og spiste frokost.

Siden slutningen af november har jeg haft sommerferie, og skal ikke starter før omkring marts måned. Det er lidt mærkeligt at man sidder her i 30-40 graders varme, når datoen siger 6 december. Her holder man også utrolig lav profil med julepynten. Ikke før den 8 december pynter man op.

Alt i alt, har det allerede været en uforglemmelig oplevelse, og jeg håber bare at det fortsætter sådan resten af tiden.

Vil du selv være udvekslingsstudent? Se dine muligheder her