Alberte er på udveksling i Argentina, og hendes ophold er ved at nå sin ende. Her fortæller hun om sine tanker og oplevelser igennem det sidste år.
Jeg har små 2 uger tilbage af mit 11-måneders ophold her i Argentina, og jeg sidder med meget blandede følelser. Aldrig har jeg savnet min familie så meget. Hele året har jeg aldrig tænkt så meget over, at jeg savnede min familie, for der var så lang tid til at skulle hjem, så det havde været spild af energi. Nu har jeg 2 uger tilbage, og jeg kan virkelig mærke, at det nærmer sig, og jeg glæder mig rigtig meget til at se dem i lufthavnen d. 18 Juli. På den anden side har jeg overhovedet ikke lyst til at tage hjem. Jeg har fået nogle af mine alle bedste venner her, jeg har en ekstra søster, pt har jeg jo hele mit liv lige her. Det er så underligt at tænke på, at jeg en dag ikke skal være her mere.
Her i Argentina bor jeg i en landsby med 6.500 indbyggere sammen med 5 andre udvekslingsstudenter. Det kan godt blive meget ensformigt her, for der er bare ikke så mange muligheder, når den nærmeste by ligger 1 time væk med bussen. Men jeg er super glad for at bo her i landsbyen, jeg føler virkelig at jeg er kommet under huden på den argentinske kultur.
Én af de ting, som er super vigtigt i Argentina, er fællesskabet. Der er altid nogen at være sammen med, og man er aldrig alene. I Danmark har jeg været vant til at komme hjem fra skole og så være på mit værelse eller sammen med min familie resten af dagen. Her virker dagene lidt længere. Vi spiser aftensmad klokken 22-23 og derefter går vi i seng. I weekenderne er jeg sammen med mine venner eller til fest, og vi er oftest ude til klokken 3-5 om natten. Fællesskabet er højt prioriteret her, og det er fedt!
Jeg har 2 gange i løbet af året været ude og besøge nogle af mine danske veninder, som også er på udveksling i Argentina. Det var super sjovt at se, hvor forskelligt det er at være på udveksling i en landsby og i en storby. Hvordan mennesker opfører sig, og hvordan hverdagene hænger sammen. I storbyen er der jo mange flere muligheder hele tiden, og folk er meget mere vant til udvekslingsstudenter end i min lille by.
Derudover har jeg også været på 2 rejser med min lokalforening. Vi tog til Iguazú vandfaldene tilbage i slutningen af oktober. Det var en helt fantastisk tur. Både fordi det var virkelig flot, men også fordi man hurtigt bliver tæt med de andre udvekslingsstudenter, da man er i den samme situation og føler mange af de samme ting. Den anden tur gik til San Rafael i provinsen Mendoza. Der var vi, sammen med AFS-lokalforeningen fra San Rafael, ude at klatre mellem klipper og vi prøvede at zip-line.
Det spanske går super godt. Jeg synes stadig, det er svært nogle gange, men jeg klarer mig nemt igennem hverdagen. Her i min by kan jeg tælle på én hånd, hvor mange der kan engelsk, og ingen i min værtsfamilie kunne engelsk, så jeg var nødt til bare at prøve mig frem og snakke. Men det gik ret hurtigt med at knække koden, og derfra gik det stærkt. Jeg kan huske de første måneder, hvor jeg bare var træt konstant, fordi det var anstrengende med så mange nye oplevelser og så oven i det, et nyt sprog. Jeg blev heldigvis meget hurtigt inviteret ind i en venindegruppe, men jeg var stadig træt af ikke at kunne kommunikere ordentligt. Jeg følte lidt, at jeg bare fulgte med dem. Efter 3 måneder begyndte jeg at kunne kommunikere bedre, og nu er de nogle af mine bedste veninder, og jeg kan ikke forstille mig ikke at skulle følges med dem til skole eller tage i parken med dem hver søndag, som vi gør her i min by.
I løbet af de næste par dage vil jeg begynde at finde mine kufferter frem og få pakket lidt, og ellers skal jeg bare nyde mine sidste 2 uger og få sagt på gensyn til alle mine venner.
Vil du selv være udvekslingsstudent? Se dine muligheder her