Frida-Marie er udvekslingsstudent i USA og har været afsted siden august. Her kan du læse lidt om hendes oplevelser.

Mit navn er Frida-Marie, og jeg er 16 år gammel. Lige nu er jeg på udvekslingophold i et år i USA i staten Washington. Jeg bor på en ø, som hedder Mercer Island, den ligger i Seattle-området. Jeg bor med min værtsfamilie, som består af en mor og en far og 3 sønner, som ikke længere bor hjemme. De er simpelthen så søde, og jeg er faldet enormt godt til. De tager sig utrolig godt af mig, og jeg føler ikke, jeg kunne være mere heldig.

Udvekslingsstudent i USA - AFS Interkultur
Frida-Marie med sin værtsfamilie
Udvekslingsstudent sammen med sin værtsmor i USA - AFS Interkultur
Frida- Marie med sin værtsmor

Min hverdag
Til hverdag går jeg i skole på Mercer Island High School, og der er rigtig mange søde og åbne mennesker. Jeg har valgt at tage yoga, kor, matematik, biologi, English Composition og US history. Alle fagene går rigtig godt både fagligt men også mht sproget. Både lærerne og eleverne er rigtig søde til at tage hensyn. Det gør, at jeg føler mig rigtig godt tilpas.

Udvekslingsstudent i USA - Mercer Island High School
Første skoledag på Mercer Island High School

Hver dag efter skole løber jeg “cross country”. Vi er et rigtig stort hold på 130 elever, og vi har et godt fællesskab. Det er rigtig dejligt at løbe efter skole. Dels for motionen men også for at socialisere. Cirka hver uge har vi et såkaldt “meet”, som er konkurrencer blandt de forskellige high schools i området. Det er rigtig sjovt, og man møder mange forskellige mennesker. Når jeg kommer hjem fra skole, står den på lektier, aftensmad og at gøre mig klar til den næste dag – det er sådan jeg bedst kan lide det.

I weekenderne er vi til “football games”, og det er virkelig amerikansk og rigtig cool at være en del af. Det er noget, de virkelig går op i i forhold til Danmark. Selvom jeg har været til alle hjemmekampene, så aner jeg ikke, hvad det går ud på, haha. De fleste, som tager til “football games”, er der for at snakke og “hænge ud” og ikke for faktisk at se kampen. Det, synes jeg, er ret sjovt.

Jeg er rigtig glad og taknemmelig for at være en udvekslingsstudent og at få muligheden til at opleve og lære om en ny kultur på den anden side af jorden. Det kan jeg klart anbefale.

Drømmer du også om at komme på udveksling?
Læs mere om det her