Jeg var i efteråret 2019 frivillig i Seychellerne, på en lillebitte ø, kaldet Curieuse, som egentlig er en del af en nationalpark og derfor fredet og ubeboet (lige på nær os). Campen på Curieuse var tidligere hjem for spedalske, da man før i tiden sendte dem i isolation her. Campen er derfor rimelig primitiv, men man har ikke brug for mere for at leve det søde ø-liv. På campen er der to soverum med køjesenge til de frivillige og et separat hus til de ansatte, et køkken hvor man skiftes til at lave mad efter turnus, toiletter og bade bygget op med palmeblade som vægge og døre. Desuden tæller campen også en super lækker strand, som campen i bogstaveligt talt ligger på, og selvfølgelig Obama, en landskildpadde som har valgt at opholde sig her. Der er intet som at vågne op til lyden af bølger, der slår ind mod stranden, og gå ud og blive mødt af Obama, som glædeligt tager imod klap. Der er desuden en bane til volley, et bordtennisbord og diverse andre ting, der lægger op til socialt samvær.
Som frivillig får du lov til at beskæftige dig med en masse forskellige ting. Det indebærer bl.a. at arbejde med babycitronhajer og land- og havskildpadder og en masse andre spændende projekter.
Arbejdet med babycitronhajer består i, at man enten tidligt tidligt morgen eller om aftenen tog ud og fangede babycitronhajer, hvorefter vi tog diverse mål på dem, taggede dem og tog DNA test på dem. Derudover opererede vi også en chip ind i enkelte af dem, således at man kan følge deres færd, idet vi opsatte målere rundt om øen. Alle disse ting, vi foretog med babyhajerne, gøres for, at man kan finde ud af mere om dem og dermed bedre beskytte dem. Og som man står og venter på hajerne, kan man jo altid lige synge en lille sang, evt. ”Baby sharks” (den kan man i hvert fald ikke undgå at have på hjernen), men vær opmærksom, fordi when life gives you lemons, be prepared to catch them!
Havskildpadder kommer op på stranden og lægger deres æg, og det vil man rigtig gerne have en masse data på. Derfor hikede vi ud, op og ned ad høje, hen til hver en strand på Curieuse, nogle meget lettere at komme til end andre. Når man ankommer til en strand, scanner man den for spor efter, om der har været en skildpadde oppe. Finder man spor, skal der foretages målinger på disse, og reden skal markeres, så man senere på sæsonen kan komme tilbage og se, hvordan de små babyer har klaret den. Er man så heldig, at der kommer en skildpadde op, imens man er ude på survey, skal man søge skjul og give hende ro. Beslutter hun sig for at lægge æg, venter man, indtil hun begynder at lægge dem, fordi her går hun i en form for trance, så hun intet registrerer omkring sig. Derfor kunne vi komme helt tæt på og tage diverse målinger på hende og tagge hende, såfremt hun ikke allerede havde et tag. Valgte hun dog ikke at lægge æg, ville vi stadig rigtig gerne have målinger på hende, og her gjaldt det om at være hurtig. Vi skulle hurtigt hen til hende og lægge to hænder over hendes øjne, hvilket gjorde, at hun faldt til ro, og vi kunne dermed hurtigt få foretaget vores målinger af hende.
Nogle dage sejlede vi ud for at snorkle. Her kunne man få lov at dykke ned i havets fantastisk smukke univers med koraller og farvestrålende fisk, og hvis man var heldig, så man måske også en havskildpadde eller en haj eller nogle helt andre sjove og spændende ting.
Den sidste aften inden weekend i hver uge holdes der grill-aften, en vildt sjov og hyggelig aften, hvor man spiser en masse dejlig mad og drikker nogle øl, eller hvad man nu har lyst til.
I weekenderne kan man gøre, hvad man vil. Man kan enten vælge at blive på øen, eller tage ud at besøge nogle af de utallige andre øer, som Seychellerne består af. Jeg tog selv ud til nogle af de andre øer en del af weekenderne sammen med nogle af de andre frivillige, hvor vi bare slappede af, spiste ude og fik os nogle drinks. En enkelt weekend ud af mine i alt 5 weekender blev vi på Curieuse. Vi brugte bl.a. denne weekend på at bestige Mount Curieuse. Det var hårdt og varmt, men da vi nåede op og blev mødt af en utrolig smuk udsigt, var det det hele værd.
Jeg kan ikke andet end anbefale, at man tager afsted, fordi alt i alt havde jeg en helt fantastisk oplevelse, hvor jeg var en del af en super spændende forskning, mødte nogle vildt søde og sjove folk, som jeg stadig snakker ofte med. Jeg fik lov at komme helt tæt på den vilde natur og dens dyr og jeg var med til at indsamle ny viden, som kan bruges til at beskytte den. Og ikke mindst fik jeg lov at leve det søde ø-liv på en smuk tropisk ø langt langt ude i det Indiske Ocean.