Maja C. F. Pedersen har været volontør gennem Det Europæiske Solidaritetskorps (ESC). Læs om hendes oplevelse her.
2020 var for mig et godt år. Sådan kan kontroversielle udtalelser også se ud anno 2021, nu hvor der er udbredt folkehetz mod det herrens år. Året, der var den ufrivillige vært for den altoverskyggende coronapandemi, og alt dét, som hørte med – eller rettere sagt det, som ikke hørte med. Og dog. For mit vedkommende blev året mere oplevelsesrigt, end jeg nogensinde havde kunnet forestille mig.
På trods af omstændighederne stod der stadig øverst på min sabbatårs to-do liste at være volontør gennem Det Europæiske Solidaritetskorps (ESC). Efter mange timers søgen efter de helt rigtige projekter, ansøgningsskriveri og en god portion held lykkedes det mig i anden halvdel af 2020 at deltage i to ESC-volontørprojekter. Projektet “Green Fingers” hos den kroatiske NGO “O.A.ZA.” blev mit andet projekt, og er dét, jeg her vil dele.
Hjulpet på vej af AFS Interkultur, der som min sendeorganisation klædte mig godt på til at kunne håndtere alskens personlige, kulturelle og praktiske omvæltninger, rejste jeg derfor i efteråret to måneder til Kroatiens hovedstad, Zagreb, for at være volontør i projektet sammen med 11 andre unge fra EU. Sammen var vi en broget flok fra Danmark, Frankrig, Holland, Irland, Polen, Tjekkiet og Tyskland, som i løbet af vores tid fik skabt en dejlig atmosfære og et lille midlertidigt hjem i det unikke hostel, hvor vi boede.
Grunden til, at jeg ønskede at bruge en del af mine sabbatår på at være volontør, er, fordi jeg gerne vil bruge mine evner til at gøre en forskel til gavn for andre og for en agenda mere vidtrækkende og altruistisk end eks. min egen skolegang. Samtidig er dét at være frivillig gennem Det Europæiske Solidaritetskorps en måde at opleve en fremmed kultur på en mere dybdegående måde end som turist, da man får direkte indblik og indflydelse i lokalsamfund gennem sit projekt.
Vi interagerede med lokalsamfundet via de tre overordnede mål i “Green Fingers” ved:
• At hjælpe børn og unge i Zagrebs urbane miljøer med at øge deres naturforståelse og forbindelse med naturen via fælles havearbejde i skolehaver.
• At hjælpe børn og unge med at danne kompetencer inden for naturbeskyttelse, bæredygtighed, sund livsstil osv. og at gøre brug af disse gennem uformelle læringsmetoder, eks. workshops og lege.
• At fremme interkulturel interaktion, udveksling og læring mellem volontører, børn og lærere.
Derfor gik vores to måneder primært med havearbejde og dennes pauser til tyrkisk morgenkaffe og workshops og lege med børnene samt planlægning af fysiske workshops til skolebørnene i O.A.ZA.’s centrale oase-kontor og filmning af onlineworkshops fra hostellet som corona-foranstaltning. Dog kom vi også på fuglecamp på bjerget Učka samt fik arbejdet på skoler i byen Petrinja uden for Zagreb. Havearbejdet har jeg i mellemtiden fundet ud af ikke er min kop te – men tyrkisk kaffe er. Den direkte kontakt med børnene gennem vores workshops og lege har jeg imidlertid også fundet mere givende end forventet.
Blandt de klareste minder husker jeg at være ansvarlig for en workshop, som jeg selv var medstifter af, og derefter lege legen “ninja” i flere timer med de skønne børn i Petrinja. Derudover også en spontant fodboldkamp mellem syv af os volontører og godt 25 børn halvt så store som os, hvor jeg som ufrivillig målmand fik et heppekor af deres udskiftere på bænken. Overraskende nok var kampen i børnenes favør, selvom jeg gjorde mit ypperste i målet. Dette er vel forventeligt i en fodboldnation som Kroatien.
En intens fodboldkultur er blot en af mange bestanddele af den kroatiske kultur, hvilken vi fik et lille indblik i. Dette skete bl.a. i form af dagligdagen i Zagreb, med alt fra museums-, bar- og cafebesøg til gåture i byen og indkøb med dertilhørende gebrokkent kroatisk. Derudover fik vi set mere til landet i slutningen af projektet, hvor vi havde 10 fridage med mulighed for at udforske Kroatien på egen hånd. Her tog vi ned langs kysten, hvor den ældre historie af Kroatien var mere tydelig end i Zagreb, og især naturens sceniske panoramaer gjorde turen til et højdepunkt.
Dog har jeg gemt det bedste til sidst, og som også er en af grundstenene i dét at være volontør gennem Det Europæiske Solidaritetskorps: Nemlig den udveksling, der sker indbyrdes i gruppen af os volontører. At omgås ligesindede fra forskellige kulturer og aldre var utroligt givende og inspirerende, og at dele denne unikke oplevelse sammen knytter også stærke bånd. I fællesskab har vi udvidet vores menneskelige horisonter med øget tolerance, forståelse og åbenhed overfor hinanden – og pludselig synes Europa ikke så stort endda.
Kunne det også være noget for dig at blive ESC-volontør i Europa? Læs mere her.