Familien Breinholm var værtsfamilie første gang i forbindelse med, at deres datter Alma skulle på udveksling. Og oplevelsen var en fantastisk forberedelse på Almas udvekslingsophold for både dem selv og Alma.

Det gav dem en god indsigt i de udfordringer, der naturligt er i at være ung i en ny familie, på en ny skole i et nyt land og bragte Alma et skridt nærmere et godt udvekslingsår – og gav samtidig mere ro i maven hos forældrene.

Familien Breinholm, der består af forældrene Kasper og Line samt døtrene Alma på 17 år og Frida på 14 år, var værtsfamilie for Leocadie fra Frankrig i 20/21. Siden har de været værtsfamilie for Catharina fra Brasilien i foråret 22. Her er deres historie:

Hvilke overvejelser havde I, inden I sagde ja til at blive værtsfamilie?
Vi er generelt en familie, der er blevet gode til at springe ud i oplevelser. I 2018 boede vi i Zambia i 8 måneder og oplevede kulturudveksling på nærmeste hold. Der var derfor ikke langt fra idé til handling, da vi i 2020 så et opslag fra AFS om, at de søgte værtsfamilier. Vores egen datter havde netop planlagt et udvekslingsår, så det gav rigtig god mening at give lidt tilbage. Alligevel havde vi, og særligt Line, en række bekymringer og overvejelser inden, vi sprang ud i det. Det virkede på en måde intimiderende at invitere en fremmed ind i den helt private sfære derhjemme. Vil det føles som at have gæster døgnet rundt – kan man stadig smide sig på sofaen og lave ingenting – kan man ikke længere diskutere internt uden at føle sig overvåget – 11 måneder er godt nok lang tid?

Hvilke oplevelser har det givet jer ind til nu?
Vi havde Leocadie fra Frankrig boende i 10 ½ måned i 2020/2021 og Catharina fra Brasilien boende i to måneder i 2022. Begge piger har givet os en bunke indsigt og en masse oplevelser. Vi har sammen med pigerne været turister og set vores lille land med nye øjne – Catharina læser skibsdesign hjemme i Brasilien, så vi tog på Fregatten Jylland og skridtede konstruktionen op til andres store undren – Men de største oplevelser har været dagligdagens små begivenheder: Online rundvisning i et hjem i udkanten af Sao Paolo i Brasilien, at møde en ung, der kan spille klassisk musik på tværfløjte, sproglige forviklinger med efterfølgende latter, udveksling af livretter til aftensmaden, diskussioner om brasiliansk politik og fransk ungdomsliv, fejring af højtider fra flere lande, første tur på skøjter på en frossen sø, cyklen som primære transportmiddel samt en masse mere.

Hvad har været udfordrende?
I Danmark er vi gode til at forstå de ting, der bliver sagt mellem linjerne. Vi pakker tingene ind på en pæn måde, men kommer alligevel frem til det vigtige. Det kan være rigtig svært at forstå som ung fra et andet land, og her mødte vi udfordringer særligt indledningsvis i vores tid som værtsfamilie. Kommunikation er essentiel, og vi lærte hurtigt, at det er vigtigt og rart for alle at få tingene sagt tydeligt og få skabt nogle rammer, som er til at forstå. Et vink med en vognstang kan man ikke nødvendigvis bruge til så meget. Det er også både udfordrende og spændende at skulle sætte sig ind i, hvorfor den unge reagerer på en bestemt måde i en given situation. Det er umuligt at undgå misforståelser, og man vil helt sikkert opleve reaktionsmønstre, som man i første omgang er uforstående over for. Her er det vigtigt og interessant at forstå og spørge ind til den unges baggrund og kultur for svaret vil som regel være til at finde der.

Hvad er det bedste ved at være værtsfamilie?
Den fremmede er kun fremmed i 14 dage, herefter har man et ekstra familiemedlem fra en fremmed kultur boende. Oplevelsen giver indsigt både i den måde man lever på som familie, samt i en kultur, man ikke kendte til før. Pludselig har man venner flere steder i verden og måske en livslang tilknytning. Det er sundt at kigge ud og blive klogere på verden, og det er så vigtigt, at man øver sig i at forstå det, der ikke umiddelbart giver mening.

Vores egen datter har i forbindelse med sit udvekslingsophold besøgt sin værtssøster og hendes familie flere gange og været med dem på ferie. Hun har haft en ekstra familie under sit ophold.

Har man et barn, der selv skal afsted, er det en fantastisk forberedelse at være værtsfamilie. Oplevelsen giver en masse indsigt for både børn og forældre i de udfordringer der naturligvis er i at være ung i en helt ny familie, på en ny skole og i et fremmed land. Det kan bringe den kommende udvekslingsstuderende et skridt nærmere et godt ophold i et nyt land – og mere ro i maven på forældrene.

Hvilke gode råd vil I give til nogle, der overvejer at blive værtsfamilie?
Hop ud i det – det er ikke så vigtigt, om det lige passer godt ind i familiens kalender og situation. Det gør det sikkert sjældent alligevel. Lad være med at udsætte, så bliver det måske ikke til noget. Den unge bliver en del af jeres hverdag og følger naturligt med til alt det, I har på programmet. Og skulle der komme udfordringer med planerne, er der altid en løsning.

Lokalforeningerne er fulde af stærke og erfarne mennesker, som står klar til at hjælpe, hvis man oplever situationer, der kan være svære at tackle. Brug dem – det er normalt og helt ok, at man i perioder kan føle en vis metaltræthed og kort overveje, hvad det er, man har kastet sig ud i, men der er løsninger og gode råd at få – og de gode oplevelser fylder langt mere end de svære. Som værtsforældre har man ansvaret for et ungt menneske, og det er helt klart en opgave – men det er en spændende og meningsfuld opgave. Vi ville ikke have været foruden vores to piger fra Frankrig og Brasilien.

Så hvis I kan se jer selv blive klogere på verden og jer selv, og hvis I har lyst til at give familien en fælles oplevelse, som I aldrig vil glemme, er det en rigtig god idé at blive værtsfamilie. Det er ikke så svært, som det måske lyder.