Måske har du set de kendte billeder af hvide huse omringet af det turkisblå hav? Grækenland er kendt for sin natur, sit solrige vejr og ikke mindst sin historie. Det antikke Grækenland bliver ofte omtalt som den vestlige civilisations vugge, da det var her mange af de tanker og ideer, der danner grundlag for vestlige samfund, udsprang for ca. 2500 år siden. Som det sydligste land i Europa er det den perfekte destination for dit udvekslingsophold, hvis du elsker både hav og ø-liv: Grækenland har den længste kystlinje i Europa og har tusindvis af øer, der ligger som prikker i det blå Ægæiske hav mod øst, Middelhavet mod syd og Det Ioniske Hav mod vest. De græske familiers bånd er meget stærke. Man drager omsorg for hinanden og tilbringer meget tid sammen blandt andet mødes man omkring måltiderne, hvor du vil blive introduceret til det spændende græske køkken. Ved at bo hos en værtsfamilie får du lov til at opleve alt dette!

 

Skolegang

Det mest populære valg efter gymnasiet i Grækenland er det offentlige universitet, og i og med at mange gerne vil i gymnasiet, betyder det, at niveauet i skolerne er relativt højt. De græske skoler er – ligesom i Danmark – ikke kendetegnet ved at udbyde en masse forskellige sportslige og sociale aktiviteter, og derfor mødes unge mennesker normalt i fritidsklubber eller i venners hjem til deres sociale arrangementer.

Folk og fællesskab

Familien er meget vigtig i den græske kultur. De fleste grækere lever som
kernefamilier i en enkelt husstand, men den udvidede familie holdes tæt og besøges ofte. I nogle tilfælde kan mere end to generationer bo sammen. Dette sker som regel, når de aldrende bedsteforældre flytter ind for at blive passet af kernefamilien. Alder giver autoritet i græske familier og i samfundet som helhed. De ældre tages med på råd, når der skal træffes større beslutninger. Græske forældre har generelt stor indflydelse på deres børns liv, og faktisk bor græske børn ofte i deres forældres hjem i år ind i deres voksenliv.

Sprog og kultur

I Grækenland anvendes det græske alfabet, og sproget er græsk. På trods af Grækenlands geografi og mange øer er der næsten ingen dialekter i det græske sprog. Du kender måske nogle bogstaver fra det græske alfabet fra matematikundervisningen. Et aspekt af det græske sprog, der gør det anderledes end det danske, er opdelingen af pronominer i formel og uformel form. Enhver person, du taler med i Grækenland, skal klassificeres i den ene eller den anden kategori. Det formelle pronomen, Esis, skal bruges til alle ældre. Dette inkluderer lærere og skoleadministratorer, bedsteforældre, tanter og onkler, dine venners forældre og ældre fremmede. Det uformelle Esi bruges til alle dine jævnaldrende, herunder søskende og fætre i værtsfamilien, klassekammerater og andre unge mennesker, du måtte møde.

Mad


Mad er afgørende for den græske kultur, men som den gamle græske filosof Epikur engang sagde: “Vi bør lede efter nogen at spise og drikke med, før vi leder efter noget at spise og drikke.” Det er ikke kun maden, der gør græsk madkultur til, hvad den er; det afgørende element er den sociale handling, det er at dele maden. Den traditionelle græske kost er baseret på grøntsager og frugt, fuldkorn, bønner og bælgfrugter, fisk og mejeriprodukter som ost og yoghurt. På grund af klimaet er Grækenland rig på en række frugter og grøntsager, og så bruges der masser af olivenolie i det græske køkken. Abrikos-, fersken-, nektarin- og kirsebærtræer vokser let blandt figner og druer, der spreder sig på bjergskråningerne. Især melon og vandmelon er yndlingsdesserter om sommeren, mens der om vinteren nydes godt af citrusfrugter som mandariner, appelsiner og citroner samt kiwier. Oliventræer er centrale i køkkenet. 60% af Grækenlands opdyrkede jord er dedikeret til dyrkning af oliventræer, hvilket betyder, at der er 132 millioner oliventræer i et land med 11 millioner indbyggere!

Her kan du se dine muligheder for at komme til Grækenland