Panama har godt og vel fire millioner indbyggere, hovedreligionen er katolicisme, og det officielle sprog spansk. De tilbageværende indianske minoriteter taler dog forskellige indianske sprog, og engelsk er blevet et udbredt andetsprog på grund af USA’s årelange tilstedeværelse i landet.
Panamas kultur reflekterer dens mange forskellige udefrakommende påvirkninger; spansk, afrikansk, kinesisk, øst- og vestindisk – og amerikansk. USA byggede og administrerede trods alt den 80 kilometer lange Panamakanal, som er landets mest kendte økonomiske erhvervelse, fra 1914 til 1999. Men i dag er USA borte fra landet, og befolkningen i Panama – som i mange årtier både har levet med fremmede magters tilstedeværelse i landet samt en kanal der bringer en konstant strøm af udenlandske varer og handel med sig – er kosmopolitiske og vante til besøgende.
I stærk kontrast til Panamas urbanitet, er halvdelen af landet stadig tropisk regnskov, og denne huser flere fuglearter end der findes i USA og Canada tilsammen. Derudover bor der også adskillige indfødte panamanske stammer, som stadig lever i henhold til forhistoriske traditioner, bla. Går nogle af dem stadig på jagt med pusterør.
Panama er langt og smalt. Det grænser op til Costa Rica og Colombia og har kyster mod både Stillehavet og Det Caribiske Hav. Det lange, smalle land gennemskæres af en øst-vestgående bjergkæde med Volcan Baru på 3.478 meter som højeste punkt. Vulkanen har hele syv kratere, hvorfra der på klare dage er udsigt til både Stillehavet og Det Caribiske Hav. Bredden på landet når sjældent op over 100 km.
Langs den caribiske kystlinje ligger flere små øgrupper, der kan tilbyde alt fra idyllisk strandparadis til traditionel indianerkultur. På San Blas-øgruppen lever f.eks. Kuna-indianerne på traditionel vis med minimal indblanding fra Panamas regering. Kunaerne har deres eget sprog, kultur, farvestrålende klædedragter og et økonomisk system som er uafhængigt af resten af landets, hvor indtjeningen baseres på salg af kokosnødder og turisme.
