Vil du gerne…
Opleve noget helt ekstraordinært og lære et af de smukkeste sprog i verden, så tag til Frankrig med AFS. Udover en historie, som tager et liv at fordybe sig i, og et køkken, som flere kokke kun kan drømme om at mestre, tilbyder Frankrig et hav af muligheder. Om det er kulturen, kunsten, maden, menneskene, sporten eller sproget, man opsøger. Uanset hvor, du ender med at bo, vil du kunne danne sit helt eget indtryk og opleve, hvad der gør Frankrig til Frankrig. Tag til l’Hexagone som udvekslingsstudent og få en oplevelse, du næppe glemmer.
Vælg mellem to forskellige programmer
Vi udbyder to forskellige typer programmer i Frankrig: et traditionelt skoleprogram, hvor man går i en fransk skole og bor hos en værtsfamilie, og et kostskoleprogram, hvor man bor på skolen i hverdagene og er hos sin værtsfamilie i weekender og ferier.
På begge programmer vil du komme på en velkomstlejr, når du ankommer, og en afskedslejr, inden du skal hjem igen. Begge lejre foregår i Paris. Du vil i løbet af året blive inviteret til forskellige lokale begivenheder arrangeret af de lokale frivillige og derigennem møde andre udvekslingsstudenter.
Hvis du er nysgerrig og ønsker at få tilsendt mere landespecifikt materiale om Frankrig og/eller andre lande, kan du bestille informationsmateriale her. Du kan også læse mere om Frankrig lige her.
Vær opmærksom på…
- Du skal mindst være fyldt 14 år og seks måneder og må ikke være over 17 år og ni måneder på afrejsetidspunktet i primo september.
- Det er vigtigt, at du har lært lidt fransk inden afrejsen, enten i skolen, på et sprogkursus eller aftenskole.
- Hvis du søger om at komme på trimesterophold i Frankrig, skal du have haft fransk i mindst to år i skolen inden afrejse.
- Måltiderne er vigtige, og de fleste familier bryder sig ikke om, at du skal have anden mad end den, der bliver serveret. Det kan derfor være svært at blive godkendt i Frankrig, hvis du er vegetar.
- De fleste familier enten ryger eller har venner, som kommer på besøg og ryger i hjemmet. Det kan derfor være svært at garantere placeringer i ikke-ryger-hjem.
- Langt de fleste udvekslingsstudenter kommer til at bo på landet eller i mindre byer. Det er sjældent, vi placerer i storbyer.