Her er mine værtsforældre fra Peru. Jeg har nu kendt dem i mere end halvdelen af mit liv, og de er det bedste argument for, at du skal sende dine børn ud i verden

Skrevet af Emil Bergløv

Som teenager flyttede jeg et år til Peru. Det er det klogeste, jeg nogensinde har gjort.

Min kæreste må lide den tort at have tre svigermødre.

Abelone, min lille, rødhårede biologiske mor. En mundfuld i sig selv. Så er der Anette, min fars kone, som er lidt mindre lille og mindre rødhåret. Og så er der Mamá Ninfa, min værtsmor fra Peru, der er den mindste af dem allesammen, og som slet ikke har rødt hår.

Den sidste af dem havde vi på besøg i tre uger i august, hvor vi rejste rundt og kiggede lidt på Europa sammen og også besøgte de andre mødre. Min kæreste tog det pænt. Jeg var ved at tude af lykke hele vejen igennem.

Og har siden sagt til alle, at de skal sende deres børn på udveksling.

Nu siger jeg det også til dig.

Emil Bergløv var udvekslingsstudent i Peru.
Emil har daglig kontakt til sine værtsforældre, som han boede hos i Peru, da han var udvekslingsstudent i 2001-2002

I mit tilfælde begyndte det hele lidt tilfældigt med, at jeg ville hjemmefra og lære noget nyt. Og gerne spansk.

På et eller andet tidspunkt havde jeg opsnappet noget om inkaerne i forbifarten et sted, så derfor endte jeg med at søge om at komme til Peru som udvekslingsstudent efter 9. klasse.

Som den lille orm, jeg var, regnede jeg med, at jeg skulle leve luksuslivet på den anden side af kloden i et år. For i Peru, der har de fattige jo ikke råd og overskud til at tage udvekslingsstudenter.

Nej, det blev nok noget med svømmepøl og store firehjulstrækkere – og noget med inkaer altså.

Lille og selvforelsket landede jeg så i Baños del Inca, en lille by uden for Cajamarca, en lidt større by, som de fleste mennesker i verden aldrig kommer til at høre om.

Hurtigt lærte jeg, at s/n i slutningen af adressen Jr. Lloque Yupanqui betød, at huset ikke havde noget nummer.

Der var udsigt til bjergene, lokum i et lille skur på marken (vi kaldte det for internetcafeen, det var sjovt, syntes vi, for der var ikke noget internet i byen) og lerklinede gulve. Og så var der Mamá Ninfa, Papá Rubén, Carlos, Pepe og Victor.

Og bedstemødrene Mamá Meche, Grichita og Mamá Julia, der altid puttede sine halvgnavede kyllingefødder over i min suppe, fordi hendes gamle Parkinson-fingre ikke kunne håndtere dem.

Hunden hed Dogsy og var temmelig dum. Den hvide kalkun begyndt de hurtigt at kalde Emil. Jeg var selv med til at slagte den til jul.

Det var i 2001, jeg tog af sted, hvilket betyder, at jeg i nu over halvdelen af mit liv har levet med to familier. For det var heldigvis det, min helt uperfekte peruanske familie blev.

Nogen, der passede på mig og skældte mig ud, når der var brug for det. Nogen, der lærte mig, hvordan verden ser ud fra en katolsk landsby langt oppe i Andesbjergene. Og som ret hurtigt blev meget mere familie, end de blev værts.

Så selv om jeg blev lidt skuffet – det vil jeg gerne indrømme, da jeg fandt ud af, hvor jeg skulle bo, dengang for så mange år siden – så tænker jeg dagligt, at det er det bedste, der nogensinde er sket mig. Og jeg blev meget hurtigt meget glad for dem.

Nu har jeg dobbelt af det hele. Jeg føler mig stærkt dansk, når jeg hører ’Pianomand’ af Kim Larsen eller sætter lys i vinduet 4. maj, men det fylder lige så meget i mine knogler, når Eva Ayllón synger mit andet fædrelands sørgelige sange, og jeg efter lang tids fravær igen trækker vejret i dejlig bjergluft i min lille landsby langt fra det sygehus, jeg blev født på.

Emil sammen med sin mor på Peterspladsen for Peterskirken i Rom

I dag har jeg kontakt med min familie i Peru på daglig basis. Det er nemt med en mobiltelefon. De er vidunderlige og præcis lige så irriterende som resten af min familie her i Danmark. Og i sommer var fem af dem så på besøg. Der var godt fyldt ud i vores lejlighed, både af mennesker og af følelser.

Efter i mange år at have sparet op på begge sider af Atlanten lod det sig gøre. Jeg vil unde alle, der har muligheden, at kunne invitere deres gamle katolske mor en tur i Peterskirken.

Hun tudede, fra hun kom, til hun gik. Og krammede mig og takkede mig. Og tudede noget mere. Og velsignede mig. Og bagefter købte hun 40 rosenkranse til alle sine veninder.

Hun blev født i begyndelsen af 1950’erne langt oppe i Andesbjergene i en helt anden virkelighed, og pludselig stod vi der, hvor, som hun selv formulerede det, hun aldrig havde turdet drømme om, at hun skulle drømme om at komme.

Og vi var også i Det Sixtinske Kapel, og så Trevi-fontænen, og var et smut om Paris og rundt i Danmark, hvor vi så vikingeskibene i Roskilde og Ringsted Outlet og dronningens vagtparade og frem for alt hinanden.

At sidde en sen aften efter de gamles sengetid sammen med Victor på en bænk og drikke en øl og tale om det liv, vi har sammen, får mig til at sige dette: Send dine børn på udveksling! Af sted. Ud i verden. Det er dyrt, men fandens godt givet ud.

Måske det ikke redder verden, det stopper nok ikke krigene, selv om det ville være dejligt, men at være følelsesmæssigt så stærkt forbundet med mennesker på den anden side af jorden, det kan i hvert fald ikke skade.

Der er dobbelt af det hele. Bryllupper og begravelser.

Man risikerer, der er lokum og alt muligt andet farligt. Men primært er det smukt.

Også selv om dine kommende svigerbørn kan risikere at få en ekstra svigermor.

Jeg er allerede ved at spare op til næste besøg.

Emil Bergløv med sin værtsmor foran Trevi-fontænen i Rom
Emil med sin værtsmor foran Trevi-fontænen i Rom

Tekst og foto af Emil Bergløv, bragt i Politiken d. 12. oktober 2018.
Læs oprindelig klumme her

 

Læs mere om at blive udvekslingsstudent