Tilbage i starten af september gik jeg spændt ombord på et fly fra København, der, efter en mellemlanding, førte mig til Indonesien. Her skulle jeg tilbringe de næste 11 uger som frivillig. Nu er der gået to måneder, mit ophold lakker mod enden, og det bliver helt sikkert med blandede følelser at jeg stiger på flyet hjem igen, for jeg nyder virkelig at være her. Jeg er meget taknemmelig for, at jeg har fået lov til at få denne oplevelse, og jeg tror aldrig jeg har lært så meget, fået så mange nye perspektiver på mit eget liv og
blevet så inspireret på så kort tid før. Det har været hårdt, anderledes og meget udfordrende, men jeg vil på ingen måde have været det foruden!

YCM og min rolle her

Jeg arbejder med youth empowerment på et projekt der styrker underpriviligerede unges kompetencer, så de får de samme muligheder som andre unge. Stedet hedder Yayasan Cipta Mandiri (YCM) og har eksisteret siden 2002. Det er ikke en skole i traditionel forstand, men en ”rumah pembinaan” – et hus, hvor elever i alderen 10-22 kan styrke deres selvværd, generelle viden og praktiske færdigheder. Min primære opgave her er, at dele min viden om det engelske sprog. Eftersom der ikke er noget fast pensum, er jeg virkelig blevet udfordret i at tænke kreativt og finde på materiale. Men det har også betydet, at jeg har haft en enorm stor frihed til at dele det, jeg nu lige finder spændende. Fx har jeg haft temaer om kulturforståelse og dansk kultur. Her er også en meget løs struktur, hvilket gør, at man ikke altid kan forberede sig. Så jeg er virkelig også blevet udfordret i at tage tingene, som de kommer. Når du pludselig står selv en morgen med 7 elever, der næsten ikke taler engelsk, og skal fylde 2,5 time ud med undervisning, du ikke har forberedt, bliver du virkelig tvunget til at improvisere!

En typisk dag

En typisk dag for mig starter kl. 09:00, hvor jeg har dagens første time. På en dag er der to timer – formiddagstimen fra 09:00-12:00 og eftermiddagstimen fra 14:00-17:00, hvor imellem, der er en frokostpause. Jeg underviser for det meste de ældre elever i engelsk – enten basisholdet, som jeg har sammen med en indonesisk tutor eller det mere avancerede hold, som jeg har alene. Derudover bruger jeg meget af min tid på bare at være sammen med eleverne og tutorerne og snakke med dem og dele min kultur. Hver onsdag slutter jeg mig også til syklassen som elev.  Her lærer jeg at sy ting af indonesisk batik. I weekenden er jeg fri til at gøre hvad jeg vil, men for det meste vælger jeg at spille volleyball sammen med pigerne.

 

Hvad gør YCM specielt  og inspirerende?
YCM er et meget særligt sted, og jeg har svært ved helt at beskrive det med ord. Skal jeg alligevel forsøge vil jeg sige, at det er som et bankende hjerte fyldt med latter, livsglæde og energi. Her er altid liv og glade dage, og er der stille i mere end et par minutter, er der en der griber en guitar, og så bliver der jammet. Pyt med om der synges falsk, eller om guitaren stemmer. Det er fællesskabet og muligheden for at udtrykke sig, der er det vigtigste. Stedet opleves heller ikke som en skole, og den klassiske elev- og lærer-rolle eksisterer ikke. I stedet for at have lærere der underviser, er der tutorer der deler. Mange af tutorerne er selv tidligere eller nuværende elever, der videregiver deres viden, og det giver et særligt ligeværd og fællesskab. Her er ingen konkurrence eller karakterræs. I stedet opfordrer og hjælper man hinanden til at blive bedre. Eleverne lærer at tage ansvar, arbejde sammen, tænke kreativt og komme med input, og de opfordres altid til at stille spørgsmål og søge ny viden. Faktisk belønnes spørgsmål ofte med et stykke slik eller en anden lille ting. Hver torsdag formiddag er der også ’sharing session’, hvor alle mødes og kan dele det, man nu engang har på hjerte. Formålet er at styrke elevernes empati og fællesskab. Alt dette resulterer altså i nogle virkelig venlige, imødekommende, søde og sjove mennesker, som man føler sig meget tilpas sammen med!

 

De udfordringer jeg har mødt – kulturforskellene.

Indonesien er så markant anderledes end Danmark på så mange måder. I starten var det en kæmpe udfordring for mig. I løbet af de første par uger havde jeg en del panik-momenter, hvor jeg mest af alt havde lyst til at være hjemme i det trygge og velkendte. Alt var fremmedartet. Pludselig vidste jeg ikke, hvordan jeg bevægede mig i trafikken,fordi den mildest talt er kaotisk og der ingen fodgængerfelter er. Jeg skulle vænne mig til helt ny og meget krydret, stærk mad. Jeg havde svært ved at kommunikere med de lokale og dermed også svært ved at bevæge mig rundt alene. Jeg skulle vænne mig til nye toiletter og mangel på toiletpapir (her bruger man vand i stedet). Og jeg skulle forholde mig til og lære en masse nye mennesker at kende. Man står jo uden sin normale omgangskreds og skal til at opbygge et netværk.
Heldigvis lærer man hurtigt, når man står i det, og efter noget tid begyndte jeg at falde til. Alle har været rigtig søde til at hjælpe, dele og invitere, så jeg har fra starten af følt mig velkommen. Nu er alle de fremmede lyde velkendte og det der før var mystisk er nu blevet vane.

 

De mest specielle oplevelser  –  det bedste ved at være her

Jeg har haft mange spændende og specielle oplevelser, så det er svært at nævne dem alle. Af højdepunkter kan bl.a. nævnes min fødselsdag, hvor jeg blev overrasket med fødselsdagssang og kage af alle på YCM samt en weekendtur jeg tog, hvor jeg besøgte en kæmpe hængebro og en te-plantage og så fantastisk natur. Dog har det mest betydningsfulde været det nære møde og samvær med de mennesker, jeg har mødt hernede. Særligt har det gjort stort indtryk at høre hver enkelt elev og tutors historie. Mange af dem har haft en udfordrende opvækst, hvor pengene har været små, hvor der ikke har været råd til skole, og hvor de fra en tidlig alder, har måttet arbejde for at bidrage til familien. Hos YCM har de fået en ny mulighed for at skabe en fremtid. Sloganet her er “house of dreams”, hvilket jeg i starten tænkte var lidt en cliché, men det er faktisk den rene og skære sandhed. De unge får virkelig muligheden for at drømme. Det sætter ens eget liv i perspektiv – fx når man går og har svært ved at vælge studie, og man så møder nogle, som ikke engang har råd til det. Det har også været vildt spændende at opleve og lære om den lokale kultur og den rolle religion spiller. Indonesien er meget kollektivistisk, hvilket er et frisk pust, når man kommer fra Danmark, hvor individualismen er blevet altoverskyggende. En af mine yndlingsting er, at man deler alt hernede. Køber man noget, deler man med alle med største naturlighed, og det er simpelthen så hyggeligt, når vi har fælles frokost udenfor på jorden, hvor maden bliver spredt i midten af bananblade og så er det ellers bare at tage for sig med fingrene. Det er samtidig med til at skabe et ligeværdigt fællesskab, hvor alle er inkluderet.

Det håber jeg at tage med mig hjem

Jeg har stadig et par uger tilbage hernede, og jeg har da også både planlagt en tur til den lokale Baduy-stamme samt en camping-tur, inden jeg tager hjem. Men når jeg nu vender hjem til Danmark igen, håber jeg virkelig, at jeg kan bibeholde eller i hvertfald huske på, nogle af de ting, jeg har mødt hernede. Særligt håber jeg at kunne blive inspireret af måden hvorpå man deler alt og inviterer alle med, med største naturlighed – ingen bliver ekskluderet.. Jeg håber også at huske på den enorme livsglæde, positivitet og taknemmelighed, jeg har mødt hernede. Jeg er i hvert fald virkelig blevet opløftet over, at sådan nogle steder findes i verden.

 

Mathilde er frivillig på programmet: Giv underprivilligerede unge kompetencer for livet. Læs mere om programmet her