Katrine rejste til Argentina i slutningen af februar og har skrevet om hvordan de første 2 måneder er fløjet afsted.
Så forsvandt der pludselig 2 måneder. Hvor de blev af, kan jeg ikke svare på. Tiden er fløjet afsted, og selvom jeg mange gange har tænkt på, at jeg skal huske at få skrevet hjem, så har jeg ikke fundet motivationen til at sætte mig ned og gøre det. Der har simpelthen bare været tusind andre ting, der har været mere interessante. Det tør jeg godt være ærlig og sige, for jeg tror, at det er et tegn på, at jeg nyder min tid her.
Der er i alt gået 2,5 måneder. Der er derfor kun 2,5 måned tilbage. Jeg er halvvejs, og jeg hader tanken. Jeg er midt i mit livs oplevelse, og jeg kan ikke overskue, at det skal stoppe på et tidspunkt. Jeg frygter at de næste 2,5 måneder kommer til at forsvinde lige så hurtigt som de første – og det gør de jo nok, for tiden flyver afsted, når man har det godt. Hermed ikke sagt, at jeg ikke savner det derhjemme, for det kan bestemt også være svært at være her til tider. Mere om det senere i brevet.
I mit tidligere brev fortalte jeg, at min værtssøster var rejst til Kina. Hun Kom hjem d. 22. marts – en måned efter min ankomst. Jeg havde glædet mig til, at hun kom hjem, og det har siden hendes hjemkomst vist sig at være rart at have en søster. Det krævede dog lidt tilvænning i starten, da jeg var faldet rigtig godt til i huset som enebarn. Med en hjemvendt søster rykkede jeg endnu en gang rødderne op og måtte omplante mig. Det er heldigvis gået fint. Jeg har nu en en busmakker og sovekammerat (som sover noget længere end mig, så jeg er efterhånden trænet i at stå op uden at vække hende).
At Cami er vendt hjem spiller desuden en rolle i sproget i familien. Jeg forstår efterhånden en hel masse spansk og snakker nogenlunde, men det er rart at have en oversætter klar, når jeg fumler med ordene. Cami taler meget godt engelsk, mens resten af min familie ikke taler andet end spansk. Folk roser mig for mit niveau allerede, og jeg har et håb om, at jeg når at blive helt okay, inden jeg må rejse tilbage til Danmark.
Dette hjælper min spansklærer – en selvstændig, nyuddannet engelsklærer – mig selvfølgelig også med. Idet at hun er uddannet engelsklærer, taler hun rigtig godt engelsk og kan hjælpe mig med de sproglige problemer, jeg møder i min hverdag her i San Juan. Jeg har to lektioner af én time hver uge, hvilket vil sige, at jeg tropper op på hendes dørtrin hver tirsdag og torsdag inden skole. Sådan er det hvert fald, hvis vi går ud fra planen, men jeg har endnu ikke oplevet en uge, hvor vi ikke har rykket rundt på noget. Typisk Argentina – men det vænner man sig til. Jeg betaler 200 pesos pr. gang, og de er godt givet ud. Jeg får, ud over mine lektioner, opgaver at læse op på hjemme og til at tage med i skole, når læreren ikke har opgaver, jeg kan deltage i. Jeg er dog begyndt at få mere at lave i skolen. Fx skal jeg lave en præsentation foran klassen på i morgen (d. 10. maj), hvor jeg skal fortælle lidt om medierne i Danmark – på spansk selvfølgelig. Ud over det skal jeg snart holde et lille oplæg om Danmark for en større del af skolen.
Præsentationer og fremlæggelser har jeg aldrig før haft problemer med, men jeg må indrømme, at jeg er lidt nervøs for disse to. Det er trods alt på et nyt sprog foran en masse mennesker, jeg næsten lige har mødt. Det er dog værd at nævne, at jeg var i radioen i dag (d. 9. maj), og hvis jeg kunne klare dét, mon ikke jeg så også overlever et par skoleopgaver? Folk er heldigvis tålmodige med mig, og de ved jo godt, at jeg stadig er i gang med at lære.
2,5 måneder har jeg ind til videre brugt på at lære. Jeg er ikke længere turist. Til gengæld får jeg lige nu lov til at se Argentina (San Juan) indefra. Jeg har fået venner og interesser, og det er super fedt, men det betyder selvfølgelig også, at jeg ikke længere oplever vilde og fascinerende ting hver dag. Nogle dage går blot med skole, og så er man jo træt, når man kommer hjem. Jeg har dermed oftere tid til at tænke på alt det derhjemme. Jeg savner min familie og venner rigtig meget, og selvom jeg dagligt sender en besked hjem til mine forældre eller et par venner og endda ringer hjem ca. hver anden uge, så er det bare ikke det samme som at give mor et kram. For mig rammer hjemveen, som for de fleste andre, når jeg ikke har min opmærksomhed på noget andet. Man kan altså holde hjemveen på afstand ved fx at dyrke sport, mødes med venner eller snakke med sine værtsforældre. Jeg ved, at det er virkelig op til en selv, hvor fedt man vil have det, og jeg satser på at nyde min tid her fuldt ud. Det husker jeg på, når jeg har et træls øjeblik. Nogle dage længes man dog bare mere end andre, og så er det, at man må prøve at optage sig selv med noget andet. Jeg kommer til at opleve at være her, mens hele familien samles til store fester. Der har allerede været barnedåb i den aller nærmeste familie, og jeg må indrømme, at følte mig en smule udenfor, selvom jeg selv ”valgte det fra”, da jeg skrev mig op til at rejse til Argentina. Det bliver enormt surt, at jeg ikke kan være der, når min ene lillebror bliver konfirmeret, eller når min storebror bliver student, men man må være indforstået med, at det en gang imellem er nødvendigt at prioritere, hvis man vil leve et liv som menneske. Denne gang prioriterede jeg at få en kæmpe oplevelse over 5 måneder, og skulle jeg vælge om nu, ville jeg aldrig have prioriteret anderledes. Dette på trods af de vigtige dage og begivenheder derhjemme. Min familie ved jo godt, at selvom jeg ikke er hos dem lige nu, så er det dem, jeg elsker aller mest i denne verden.
Nå, for lige at vende lidt tilbage – jeg er altså ikke turist længere. Og dog – jeg har skrevet mig op til at tage med på AFS’ rejse til det nordøstlige Argentina sidst i maj. Det bliver ti dage med enormt meget tid i bus, men jeg glæder mig rigtig meget til at tilbringe 10 dage med andre udvekslingsstudenter fra hele verden. Vi skal besøge følgende provinser: Córdoba, Salta, Jujuy, La Rioja og Mendoza. Jeg glæder mig virkelig meget!
Jeg ved, at mine to danske rejsekammerater skal med. Det bliver sjovt at mødes med dem og snakke om de oplevelser, vi har haft ind til videre. Vi forberedte os på turen sammen, og vi har ind imellem tjekket op på hinanden via Messenger, så jeg føler, at vi på en måde er sammen om at være her.
Det bliver desuden rart at få en lille pause fra skolen. Jeg er kommet i en super god klasse med enormt søde klassekammerater, og jeg nyder den sociale kontakt, men selve skolen kan godt være langtrukken. Jeg forstår mere om, hvad der foregår omkring mig, men jeg kan stadig ikke deltage fuldt ud i undervisningen, og kommer derfor til at kede mig. Specielt fag som fransk har jeg givet op på, men jeg ser skolen som en mulighed for at skabe relationer til andre mennesker og få trænet mit spansk. Det er trods alt mange timer, jeg kan bruge på at lytte og forstå. Desuden er skolen her ikke helt så seriøs, som jeg har været vant til i Danmark. Vi hyggesnakker rigtig meget gennem lektionerne, og det er ikke unormalt at timen starter op til et kvarter senere, fordi vi også lige skulle hyggesnakke med læreren. Det sker også rimelig ofte, at en time bliver aflyst.
Skolen har som sagt været super til at få nye venner, og jeg startede endda til dans med nogle stykker fra min klasse. Det var enormt sjovt. Jeg gjorde det et par gange om ugen i en måneds tid, og nu planlægger jeg at prøve tango og/eller zumba med nogle andre klassekammerater. Man skulle jo nødigt komme til at kede sig.
Kunne du selv tænke dig at blive udvekslingsstudent? Se dine muligheder her