20-årige Melanie Pedersen fortæller her om sin oplevelse med at arbejde med beskyttelse af vilde dyr i Sydafrika. Se også hendes fine billeder nederst på siden.
Hvis vi skal starte fra begyndelsen: jeg har i lang tid godt kunne tænke mig at rejse ud og være med til at passe på især elefanter. Jeg har kigget på flere forskellige ophold. Bl.a. en del i Thailand. Men der findes faktisk også en del ophold, som ikke gør det allerbedste for dyrene. Og det ville jeg ikke støtte. Jeg fandt GVI base camp, som ligger i Sydafrika. Her arbejder vi ikke kun med elefanter, men med en masse vilde dyr i den “frie natur”. Eller, de er lukket inde bag hegn. Men området er så stort, at man ikke opdager det. Det vildeste er, at GVI campen ligger inde på det reservat, hvor vi “arbejder”, noterer data fra dyrene. Så der kommer elefanter, kaku, empylaer og aber forbi campen. Der er mange og meget strikse regler omkring hvorvidt man må gå udenfor huset. Og du må slet ikke gå rundt udenfor efter kl 19.00. For der er det helt mørkt. Så på den måde er det heller ikke utrykt at bo der. Det er mere bare hyggeligt, at der kommer dyr forbi og siger hej.
Jeg vidste sådan nogenlunde hvad jeg gik ind til. Og så alligevel ikke helt.
Jeg kan sagtnes kommunikere på engelsk, men der er også en del ord, som jeg ikke kan oversætte direkte. Så turen skulle også gerne forbedre mit engelske. Men hør, du skal slet ikke være bange for “det engelske”. For fx var jeg den eneste fra Danmark. Alle de andre har engelsk som modersmål. Men hvis der var noget jeg ikke lige forstod, forklarede de det altid bare lidt anderledes. Så, ikke vær bange for det.
Jeg besluttede mig hjemmefra, at turde springe ud i oplevelsen, turde at rejse alene. Det var min første gang. Jeg må sige at turen derned var vild. Jeg var nervøs og spændt. Jeg besluttede mig hjemmefra, at jeg ville lave en form for skrapbog & dagbog. Så jeg har skrevet i bogen hverdag + klistret diverse grene mm. ind i bogen. Jeg er mega glad for den.
De første 2-3 dage var hårde for mig. Men alligevel vidste jeg, med mig selv, at jeg selvfølgelig ville elske det dernede. Jeg fortalte mig selv, at det var helt okay, at blive ked af det, så længe jeg kunne finde smilet tilbage igen, og gå ud og mingle med de andre på campen. Du er aldrig alene på campen, men jeg brugte nogle gange lige 10 minutter for mig selv, hvor jeg brugte tiden på, at skrive alle mine tanker ned i min bog.
Jeg er meget socialt anlagt menneske. Men det er man næsten nødsaget til at være. For man kan nemt bo 28 personer på basen. Plus, du sover i samme rum med måske 8-10 andre mennesker. Og der er ikke meget plads. “You will get used to it”. Den sætning bruger man meget.
Dagen foregår således – hvis man er på GVI campen som frivillig. Morgendrive kl 05.00, tilbage omkring kl 09.30. Et frirum indtil ca kl 15.00. Og så starter eftermiddagsdrive kl 15.30.
Ingen dage dernede er ens. Nogle dage laver man ikke så meget, og andre dage laver man meget. Det er ikke altid man har 2 drives om dagen. Og i den første uge, stod jeg op og anede ikke hvad jeg skulle lave. Normalt, hjemme i Danmark, planlægger jeg generelt alt, og er måske lidt kontrolfreak. Men smed det 100 procent væk. Og tag bare en ting ad gangen, og en dag ad gangen.
Og husk på, dem der allerede bor dernede, kender jo hinanden efterhånden, og er måske blevet tætte. Men folk er så søde og mega nice. Så du kommer så hurtigt ind i det. Jeg har personligt fået mange venner. Og jeg var der kun 2 uger.
Hjemmefra tænkte jeg 2 uger var okay. Men jeg ville gerne have haft en uge eller to mere. Hvilket du sagtnes kan gøre når du er der nede. Jeg havde bare allerede booket fly hjem.
Alt i alt må jeg sige – jeg er så stolt af mig selv, for at have turdet springe ud i at rejse alene. Det er så overvældende. Men hold op, det har været den fedeste oplevelse. Og ved du hvad- jeg kunne sagtnes finde på at gøre det igen!
